Per Ørum sikrer flertal for randzoner
GRØN VÆKST: Kristendemokraterne sikrer, at VKO har flertal for forslaget om randzoner, som blev førstebehandlet tirsdag. Liberal Alliance stemmer imod og ser forslaget som et indgreb i ejendomsretten.
Da forslaget blev førstebehandlet i Folketinget tirsdag, var det således kun Grøn Vækst-partierne VKO samt Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen, der kunne støtte forslaget.
Liberal Alliance, som prøver at positionere sig som landbrugets talerør, kan ikke støtte forslaget.
"Forslaget er et indhug i et frit erhvervs mulighed for at producere og et fuldtonet indhug i den private ejendomsret," sagde partiets miljø- og fødevareordfører, Villum Christensen.
Liberal Alliance er imod, at man beslutter at etablere randzoner, inden kortgrundlaget for randzonerne er på plads. Endelig mener partiet, at man, i stedet for generelle randzoner, målrettet burde tage sårbare jorde ud og give kompensation efter ekspropriations-bestemmelserne.
Partiets afvisning af forslaget fik under førstebehandlingen Konservatives miljøordfører, Tage Leegaard, til at spørge Villum Christensen om, hvordan Liberal Alliance vil sikre biodiversitet og rent vand, når man ikke vil etablere randzoner. Det fik Leegaard ikke svar på.
Høegh: Indgreb nødvendigt
Fødevareminister Henrik Høegh (V) påpegede, at dele af landbruget mener, at forslaget er for vidtgående, mens grønne organisationer ikke mener, at forslaget er vidtgående nok. Ministeren mener, at randzonerne er en god og relativ billig måde at sikre bedre vandmiljø og biodiversitet.
"Vi skal sikre vores vandmiljø bedst muligt, og det vil kræve nogle indgreb i den måde, som man hidtil har drevet landbrug på," sagde ministeren og understregede, at regeringen er opmærksom på de økonomiske konsekvenser for landbruget.
Efter randzone-forslaget har været i høring, har DMU offentliggjort ny forskning, som viser, at randzonerne har en væsentlig mindre effekt på fosfor-udvaskningen, end man hidtil har antaget. Men Henrik Høegh påpegede, at forslaget først og fremmest skal mindske kvælstofudvaskningen og samtidig forbedre biodiversiteten.
Opposition: ikke nok
Socialdemokraterne, SF, Radikale og Enhedslisten erklærede alle, at de er positivt stemt over for princippet om randzoner, men ikke kan støtte det fremlagte forslag. Partierne er modstandere af, at offentligheden ikke får adgang til den nye natur, der oprettes i randzonerne, ligesom partierne er utilfredse med, at det bliver tilladt at dyrke flerårige energi-afgrøder som energipil i randzonerne.