21. maj: Søren Winther Lundby

Det blev Søren Winther Lundby, som Sofie Carsten Nielsen sendte stafetten videre til.

"Jeg sender stafetten videre til Søren Winther Lundby fra Nyt Europa, fordi jeg kender Søren som en utrættelig EU-ildsjæl, der dagligt knokler med både problemer, udfordringer og muligheder ved EU-samarbejdet. Nyt Europas gamle slogan, 'hellere kritisk indenfor end udenfor', holder stadig. Sørens engagement er enormt, og det smitter, så det vil jeg gerne have formidlet til mange flere," lyder begrundelsen fra Sofie Carsten Nielsen. 

Søren Winther Lundby er adm. leder af Nyt Europa og redaktør på Global Citizen.

Hvordan vil du definere din holdning til EU?

"Jeg er føderalist. Jeg er grundlæggende tilhænger af et forpligtende europæisk samarbejde. Det forholder sig helt indiskutabelt sådan, at vi står over for problemer og muligheder, som ikke kun er nationale. Vi skal have livet på én jord til at fungere. Det er her - lige her - der skal præsteres. Vi er i dag 6,86 milliarder mennesker, sikkert 9 milliarder i 2050. Vi gør klogt i ikke at undervurdere problemerne, men skal på den anden side heller ikke overse de enorme muligheder.

Siden det første containerskib i 1950 forlod Newark i England med kurs mod Boston i USA med 58 containere om bord, har vi mennesker for alvor globaliseret vores produktion og forbrug af varer. Selvom den finansielle krise har lagt en dæmper på mangt og meget, så vil vi inden længe sejle flere end 1 milliard containere rundt på verdenshavene. Vi globaliserer helt vildt. Derfor er det for mig at se indlysende, at der skal kunne træffes demokratiske, forpligtende beslutninger på et overnationalt niveau, herunder i EU. Vi har brug for politiske redskaber og mere demokrati lokalt, nationalt, regionalt og globalt."

Hvad ser du som henholdsvis EU's største succes og største fiasko?

"Fred og mere demokrati. Det er den største succes. Jeg mener, at også min generation, vi, der lever gode, trygge liv i Europa, må kunne fatte krigens alvor. Vi må kunne forstå, at der lå oprigtige motiver bag, da Helmut Kohl og Francois Mitterand i 1984 stod hånd i hånd ved Verdun. Jeg har til gengæld aldrig kunnet forstå dem, der nedsættende siger, at EU "kun" er et samarbejde om økonomi. For det første er det ikke rigtigt, for det andet er det jo netop økonomi - og fundamentale konflikter om produktion og salg af varer - der har presset millioner af soldater ud på Europas og verdens slagmarker.

Det er en fantastisk bedrift, at personer som embedsmanden Étienne Hirsch, som selv havde mistet begge sine forældre i 2. verdenskrig, satte sig til forhandlingsbordet, gjorde op med dæmoniseringen og forhandlede med den tyske regering som en ligeværdig partner! Vi fik EF og har i dag en institutionel ramme, hvor vi i oceaner af frustrerende, besværlige, langsommelige - men alt i alt ganske velfungerende demokratiske processer - kan afgøre bl.a. handelspolitiske tvister. En kæmpe succes.

Fiaskoen er, at vi endnu ikke har formået at skabe et folkeligt fundament for EU og EU's institutioner. Vi undervurderer igen og igen, hvad det egentlig kræver at sikre et levende demokrati på tværs af sprog, forskelle i vaner, store geografiske afstande og ganske voldsomme sociale skel.  Manglende deltagerdemokrati er i sig selv et problem, men øger også risikoen for en snigende undergravning af hele det europæiske projekt."

Lars Seier Christensen og Morten Messerschmidt mente, at EU bevæger sig i den forkerte retning. Men i hvilken retning ser du EU bevæge sig?

"I mere føderal retning. Billedet er ikke klart, men alligevel. Institutionelt bevæger vi os i retning af et mere føderalt EU, hvor beslutningerne træffes så tæt på borgerne som muligt, og et EU, hvor der træffes beslutninger inden for rammerne af et tokammersystem. Det er en god udvikling. Europa-Parlamentet, som repræsenterer borgerne, er nu næsten ligestillet med Rådet, som repræsenterer landene. I 2014 vil vi se, at partierne i Europa-Parlamentet peger på partipolitiske kandidater til posten som præsident for Europa Kommissionen, inden vi afgiver vores stemme (ved valget til Europa-Parlamentet). Hende, der bliver EU's første valgte præsident, kommer til at sidde på det hidtil stærkeste mandat. Præsidenten for Det europæiske Råd vil miste betydning, og Kommissionen vil mere og mere få karakter af en europæisk regering. Det vil komme til at stå klart, hvilke politikere og hvilke partier der har magten. Og dermed også stå klart, hvem der kan og skal kunne drages til ansvar. Det er en sund udvikling."

Hvad er ifølge dig det mest interessante, der sker i EU netop nu? Er der noget på EU-dagsordenen, du følger særligt med i?

"Dagligdagen. Jeg tror, vi undervurderer EU's dagligdag, som den nu former sig hinsides "den sidste traktat" - Lissabon-traktaten. I EU's dagligdag mødes politikere og embedsfolk i hundredvis af møder. Der diskuteres, files og justeres på myriader af lovgivning. Stille og roligt vil alle disse aktiviteter akkumuleres og få betydning udover selve lovgivningen. Faren er, at det alt i alt bliver en for snæver gruppe af europæere, der mødes i denne fælles europæiske dagligdag. Et EU tættere på borgerne forudsætter nemlig et EU, hvor borgerne er tættere på borgerne. 

Bortset fra EU's dagligdag bliver det interessant at følge en række andre sager, som løfter sig over dagligdagen. Opbygningen af EU's udenrigspolitik, videreudviklingen af euro-samarbejdet, kampen mellem præsidenten for Det europæiske Råd og præsidenten for Kommissionen samt udviklingen af de europæiske partier. Og så er der hele spørgsmålet om EU's deltagerdemokrati, som desværre p.t. ser ud til at ligge i dvale."

EU har netop foretaget en såkaldt "euro-redning" på baggrund af krisen i Grækenland. Hvilke konsekvenser mener du, dette indgreb kan have for EU-samarbejdet?

"Mere politisk integration. Igen, billedet er ikke entydigt, og eftersom det hele balancerer på en knivsæg, kan det ikke udelukkes, at det diametralt modsatte kommer til at ske. Men jeg tror, at landene er så økonomisk afhænge af hinanden, at øget politisk integration bliver en realitet. Ikke af lyst, men af ren og skær økonomisk nødvendighed. Landene kommer til at afgive noget formel økonomisk-politisk suverænitet, men får mere reel suverænitet retur."

Mener du der er en reel chance for, at EU fremover vil "køre i to hastigheder", og Danmark risikerer at stå på sidelinien, som bl.a. Marlene Wind har advaret om?

"Risikoen er først og fremmest et Europa på sidelinjen. Europas rolle som økonomisk aktør vil globalt og relativt set aftage. Det er i bund og grund godt, for så vidt som det afspejler, at andre af verdens store lande er på vej frem. Det gælder især Kina, Brasilien og Indien. Risikoen er, at Europas aftagende økonomiske rolle kommer til at betyde et tilsvarende svækket fokus på demokrati og menneskerettigheder.

Hvis vi 5 millioner danskere vælgere at stå uden for indflydelse - og ansvar - på centrale dele af det europæiske samarbejde, så er det jo sådan, det er. Vi skal ikke gå i nationalt selvsving over den globale betydning af det. De snævre national-selviske argumenter for fuldt medlemskab finder jeg i bedste fald kedelige. Problemet er, hvis vores eksempel smitter, og andre lande også begynder at lurepasse. Indtil videre ser det ikke ud til at komme så vidt. Estland er formentlig næste euroland."

Følg med i Altingets EU-stafet næste fredag, og se, hvem Søren Winther Lundby giver stafetten videre til.

mj@altinget.dk, tyson@altinget.dk