Wium-Andersen: Kvælstof-regningen skal betales
DEBAT: Allerede inden Landbrugspakkens vedtagelse vidste vi, at udledningen af kvælstof til havmiljøet skulle begrænses betydeligt. Det bliver kun dyrere og dyrere nu, og hvem skal betale? Sådan spørger biolog Søren Wium-Andersen.
Af Søren Wium-Andersen
Biolog og cand.scient.
Allerede inden Landbrugspakken blev vedtaget 22. december 2015, havde vi en detaljeret viden om, hvor der skulle ske reduktioner i udledningen af kvælstof til havmiljøet.
For ved at tiltræde EU’s vandrammedirektiv i år 2000 accepterede Danmark inden 2027 at stile mod at opnå en såkaldt god økologisk tilstand i havet og i fjordene.
Det skal blandt andet ske gennem en reduktion af den mængde kvælstof, der tilføres det marine miljø. De reduktioner, der skal ske, er beskrevet i artiklen På vej mod et godt havmiljø fra foråret 2015, hvorfra nedenstående viste Grønne Danmarkskort stammer.
De tilførte mængder af kvælstof, som via Storåen udledes i for eksempel Nissum Fjord, skal reduceres med ikke mindre end 30-40 procent for at opnå den ønskede effekt.
Tallene taler for sig selv
At havmiljøet i dag tilføres 57.000 tons kvælstof, kan man læse i artiklen Naturen sætter grænser fra december 2015. Desuden fremgår det, at 66 procent af kvælstoffet kommer fra landbruget, 11 procent fra rensningsanlæg, mens de resterende 23 procent er baggrundstilledning fra det åbne land.
Figuren viser, hvor store reduktioner der skal ske i tilførslerne af kvælstof, for at der kan opnås en god økologisk tilstand i de enkelte deloplande til vandområderne.
Tilførslen til Nissum Fjord af kvælstof skal således reduceres med mellem 30 og 40 procent.
Landbruget fik en gave
Blå bloks Landbrugspakke indebærer, at landbruget fremover skal have ret til at forøge gødningsforbruget, og at reduktioner i kvælstofforbruget fremover kun kan ske mod fuld kompensation til landmanden.
En ekstrem positiv beslutning for landbruget. Øvrige samfundsøkonomiske konsekvenser for andre borgere blev ikke diskuteret.
Tilladelserne til forøgede gødningsnormer blev fulgt op med en tilladelse til at forøge antallet af dyreenheder fra 1,4 til 1,7 per hektar. Landbrugspakken vil derfor resultere i, at kvælstoftilførslerne til havmiljøet vil blive forøget ud over de nuværende 57.000 tons kvælstof.
Det bliver altså vanskeligere at opfylde vandmiljøplanerne, der sigter på en maksimal kvælstoftilførsel til havet på 42.000 tons i 2027.
Hvem skal betale?
Men hvilke konsekvenser denne merudledning af kvælstof vil have for den økologiske tilstand i vore marine områder, det forholder landbrugsaftalen sig ikke til.
Ligeledes er det ikke klart, hvem der skal betale for en reduktion af kvælstoftilførslerne på trods af, at der, allerede inden Landbrugspakken blev vedtaget, var fremlagt viden om de kvælstofmængder, der tilledes havet.
For reduktionerne af kvælstoftilførslerne til havet eller det, der kaldes Bruttoindsatsbehovet, skal nu øges langt over det niveau, som en række forfattere havde forventet, da de udarbejdede det Grønne Danmarkskort i begyndelsen af 2015.
Hvem skal reducere kvælstofinputtet? Skal det være landbruget, eller skal det være renseanlæggene, der skal skære ned på udledningerne af kvælstof for eksempel til Nissum Fjord, hvor kvælstofbelastningen af fjorden skal reduceres med 30-40 procent?
Svaret på dette enkle spørgsmål fremgår ikke af de blå partiers landbrugsaftale. Heller ikke efter hvilke kriterier reduktionerne skal ske?
Skal det ske, hvor det er billigst at spare et kilo kvælstof, eller skal det ske på basis af grundarealet? Det er uklart.
Ministeren må åbne sine øjne
Et er sikkert. At den udfordringsret, der blev indført sammen med Landbrugspakken, vil blive anvendt af såvel landbruget som af byerne. For den nødvendige reduktion af udledninger vil koste rigtig mange penge. Men det er en joker, som ingen i det politiske system har ønsket at diskutere.
De, der vinder på kort sigt, er de rådgivende firmaer og juristerne, mens naturen vil stå forpjusket og gispende tilbage uden nævneværdige forbedringer i de første mange år, mens der i retssalene kæmpes om, hvem der skal betale regningen for kvælstofreduktionen.
Ovennævnte udfordringer blev heller ikke diskuteret, da miljøministeren så sent som 30. marts 2016 besvarede spørgsmål 546 i Folketinget, der lød: “Vil ministeren redegøre for, hvordan afskaffelsen af de nedsatte gødskningsnormer påvirker udledning af fosfor og nitrat (i kg) fra hhv. Storåren til Nissum Fjord og fra Karup å til Limfjorden?”
Det, der undrer mig mest, er, at ministeren i sit svar end ikke har forsøgt at forholde sig til de her rejste problemer om målopfyldelsen af vandrammedirektivet.
DN: Får naturen en uambitiøs taberpakke?
Kollerup: Jeg frygter en pakke med pyntegrønt
