Unikt helhedssyn i Naturplan Danmark

DEBAT: Der er en lang række positive elementer i Naturplan Danmark, men træerne vokser ikke ind i himlen. Der er for lidt fokus på vandløbene og deres betydning for naturen. Det skriver Verner W. Hansen, formand for Danmarks Sportsfiskerforbund.

Af Verner W. Hansen
Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund

I Danmarks Sportsfiskerforbund glæder vi os rigtig meget over, at miljøminister Kirsten Brosbøl (S) og regeringen med Naturplan Danmark nu for første gang har fremlagt en samlet plan for udviklingen af den danske natur. Vi er særligt glade for, at naturplanen arbejder med tre ligeværdige elementer i naturpolitikken:

  • Mere plads og mere sammenhæng i naturen.
  • En styrket indsats for vilde dyr og planter.
  • Bedre muligheder for naturoplevelse og friluftsliv gennem medejerskab.

Noget af det vigtigste i naturplanen er, at den fremtidige indsats er bundet op på et helhedssyn, samt viljen til at give naturen plads og binde eksisterende natur sammen med ny natur. Samtænkningen af de kommende indsatser er her meget vigtig.

Vi er derfor enige i, at nye naturarealer samtidig skal bidrage til bedre sammenhængende natur, reduktion i udledningen af drivhusgasser, forebyggelse af konsekvenser af klimaforandringer og bedre rekreative muligheder for alle.

Positive elementer i Naturplan Danmark
Det er endvidere positivt, at der i naturplanen er mere fokus på værdisætning af naturen. Det er en vigtig rekreativ værdi for alle danskere, at vi får mere natur, og at eksisterende natur får plads, så vi kan få mere kvalitetsnatur.

Det er derfor meget vigtigt, at der skabes gode forudsætninger for, at alle danskere kan benytte og opleve naturen, og at de værdier, naturen har, gives videre til børn og unge. Kun derved skabes ejerskab, også for kommende generationer.

Naturplan Danmark indeholder overordnet mange positive elementer. I Danmarks Sportsfiskerforbund glæder vi os i særdeleshed over, at den indeholder en række indsatsområder, der vil give vandmiljøet og den vandnære natur et markant løft.  Der er således rigtig mange indsatser, der vil gavne vandmiljøet og fiskebestandene i vandløb, søer, langs kysterne og ude på åbent hav.

Mere plads til vand
Det gælder eksempelvis genopretning af de danske søer, genopretning af stenrev, samt at der skal skabes cirka 1000 hektar ny natur og et bedre vandmiljø som følge af vandløbsrestaureringsprojekter.

Derudover skal der skabes cirka 8.000 hektar vådområder, der skal reducere udledning af kvælstof og fosfor til vandmiljøet. Det bidrager til bedre forhold for vilde planter og dyr både i vandmiljøet og på de tilstødende arealer.

Det gælder også udtagning af cirka 4.500 hektar kulstofrige lavbundsjorde fra almindelig landbrugsdrift for at øge biodiversitet og reducere udledningen af drivhusgasser og næringsstoffer.

Disse arealer er ofte å- eller sønære arealer, og når de skal tilbage i en naturtilstand, vil der også være mere plads til vandet, hvilket vil gavne vandløb, søer og moser. Og det gælder de cirka 1.500 hektar ny natur gennem grønne klimatilpasningsprojekter. Det giver gode muligheder for at genskabe kontinuitet og den naturlige hydrologi i ådalene.

Ingen bindende mål i Naturplan Danmark
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det gør Naturplan Danmark heller ikke. Planen har også en række svagheder, blandt andet at den ikke indeholder bindende mål for naturen frem mod 2050, og at målene frem mod 2020 på flere områder er for uambitiøse.

Endvidere er der i naturplanen for lidt fokus på vandløbene og deres helt centrale betydning som selve livsnerven i mange af vores naturområder. Genskabelse af vandløbenes kontinuitet ved fjernelse af spærringer og forbedring af vandløbenes fysiske forhold vil således være en afgørende forudsætning for at skabe en mere sammenhængende og rig natur.

Realiseringen af naturplanen vil forudsætte, at statslige og kommunale myndigheder samt mange andre aktører skal spille sammen. I Danmarks Sportsfiskerforbund har vi mange års erfaringer i tværfagligt samarbejde omkring naturgenopretning og andre projekter med vand- og fiskepleje samt et stort korps af frivillige lystfiskere, der med stor succes gennemfører konkrete naturgenopretninger. Vi bidrager derfor gerne med vores viden og erfaringer samt lokale ildsjæle til at hjælpe Naturplan Danmark på vej.

Så lad os komme i gang...

Forrige artikel Frivillighed er nøglen til succes Frivillighed er nøglen til succes Næste artikel De hurtigste til EU-lovgivning De hurtigste til EU-lovgivning