Sportsfiskerne til Heunicke: Giv os adgang til naturen, og vi vil beskytte den

Hvem skal stå vagt om naturen, når min generation er væk?

Jeg er lystfisker, og da jeg var ung, fangede vi torsk på kysten, vi lod os irritere over bifangster af ulke og ålekvabber, og vi gik i vores waders rundt i vidtstrakte ålegræsenge.

Og når vi om vinteren tog på Øresund for at fange torsk, så blev der kun snakket om dem over ti kilo.

I dag ser jeg, hvordan unge lystfiskere stolt fremviser torsk på 2 eller 3 kilo og får masser af likes for det på de sociale medier.

Det er vitterligt fine fisk i dag, men var det jo slet ikke for en generation siden. 
 
Havet er i dag præcis lige så kønt, som det var, da jeg fiskede løs hver dag efter skole i 70’erne.

Men den kønne overflade, som dengang dækkede over et mylder af liv, dækker i dag over en kirkegård.

Årtier med alt for mange næringsstoffer, miljøgifte, overfiskeri, råstofindvinding af sten og sand og gennempløjning af havbunden med trawlskovle har fået bugt med vores indre farvande.

Torsken er væk, og det samme er ulke, ålekvabber, ålegræs og alt det andet, som hører en rig havnatur til. 

Stå vagt om naturen

Den samme historie kan man fortælle om vores grønne natur og om vores vandløb og søer.

Vi mennesker har underlagt os naturen, og den tåler det ikke.  

Utallige rapporter og eksperter siger det meget klart: Der er behov for langt mere beskyttet og sammenhængende natur, og Danmark er meget langt fra de mål, der er sat i europæiske direktiver og strategier.

Flere partier og interesseorganisationer er da også enige om, at vi skal have en naturlov, der kræver, at 20 procent af Danmarks areal skal være beskyttet natur, og ti procent skal være strengt beskyttet senest i 2030.

Det bakker Danmarks Sportsfiskerforbund klart op om. Men naturbeskyttelse må ikke ske på en måde, som helt ekskluderer os mennesker.

For hvem skal stå vagt om naturen, når min generation ikke er der mere?

Hvordan kan vi forvente, at nutidens unge i fremtiden skal slås for noget, de aldrig har lært at kende? 

Foren benyttelse og beskyttelse

Vi mennesker skal stadig kunne opleve naturen, glædes ved den og lære den at kende.

Og ligesom vi i tusindvis af år har høstet af naturens gaver i form af fisk, svampe og jagtbytte, så skal vi også kunne det i fremtiden.

Det gør os slet og ret til gladere mennesker, og det gør, at vi passer på naturen. Man passer på det, man kender og elsker.

Lad mig give et eksempel:

Vi lystfiskere har et nært kendskab til vandnaturen. Frivillige lystfiskere lægger hvert år 60.000 timer i naturforbedringer i de danske vandløb, som gavner biodiversiteten, samtidig med at det forbedrer chancen for at fange en fisk.

Altså har vi gode erfaringer med at forene benyttelse og beskyttelse af naturen.

Laksefiskeriet i Danmark er et eksempel på, at det er muligt at dyrke lystfiskeri i et naturområde, samtidig med at biodiversiteten forbedres.

Vi har de seneste 15-20 år set, hvordan de vilde laksebestande som det eneste sted i verden har været i fremgang, samtidig med at det har været tilladt at fiske laks.

Fremgangen er sket, fordi lystfiskerne har accepteret meget restriktive regler, samtidig med at de ufortrødent har arbejdet med at forbedre vandløbene som levested for laks og dyrelivet generelt.

Vi er som lystfiskere samtidig helt med på, at vi også må holde os væk fra de særlige steder og på de særlige årstider, hvor vi forstyrrer for meget med vores fiskestænger. 

Vi skal ikke lukke naturen af 

Men hver gang snakken falder på naturbeskyttelse, så kommer også argumenterne om at lukke den beskyttede natur af for alle mennesker eller for bestemte grupper af mennesker.

Men tværtimod skal vi invitere folk ud i naturen.

Langt de fleste vil kun færdes på stierne. Få vil færdes andre steder og forstyrre lidt mere.

Men det naturen slet ikke kan tåle, det er, at der ikke er en befolkning, som kender den, elsker den og værner om den.

Derfor skal vores politikere – ført an af miljøministeren – give befolkningen og naturen den store gave, det er at skabe rig, sammenhængende og omfattende natur, og invitere os alle ud og opleve den.

Det skal den kommende naturlov kunne rumme, det skal vores tolkning af strengt beskyttet havnatur kunne rumme, og vores naturnationalparker skal kunne rumme det.

Ikke mindst de to marine naturnationalparker i Lillebælt og Øresund, som vi spændt venter på at høre mere om.

Den kommende generation af naturforkæmpere står klar til at tage over, og de er endnu dygtigere og endnu mere engagerede, end min generation har været.

Men vi risikerer at berøve den næste generation muligheden for at lære naturen at kende, hvis vi ikke passer på.

Kender de ikke naturen, så kommer de heller ikke til at værne om den. 
 
{{toplink}}

debat@altinget.dk