Replik til Danmarks Fiskeriforening: Fiskeripolitik og naturbeskyttelse hænger sammen

DEBAT: Det er en skam, at fiskeriforeningen hårdnakket benægter, at der sker overfiskeri i Danmark, og at fiskeripolitik har med naturbeskyttelse at gøre, skriver Berit Asmussen fra Our Fish.

Af Berit Asmussen
Kampagneansvarlig, Our Fish

Det er altid glædeligt, når debatter kaster vidensdeling og konkret handling af sig. Derfor er det en skam, at Danmarks Fiskeriforening (DFPO) 7. maj vælger at køre ud ad en slidt vej fra fortiden belagt med hårdnakket benægtelse af, at der sker overfiskeri i Danmark, og at fiskeripolitik har noget at gøre med naturbeskyttelse i øvrigt.

Det har det naturligvis, og det er beklageligt, at DFPO nægter at forlade deres støvede fortælling om fiskeri og fiskeripolitik som en øde ø, hvor alle, der vover at blande sig, beskyldes for at have dårlige hensigter. Lad os nu alle træde ud på nye og bedre veje.

Covid-19 er et opråb fra naturen
Det er der heldigvis mange, der gør. Der er nu bred erkendelse, både international, i EU og herhjemme, af havet som vigtig del af naturen, ikke mindst i forhold til klimaudfordringen, og vi ser positive udslag i konkret, politisk handling.

Det glædede vi os blandt andet over i et indlæg 29. april, og vi så fremad midt i covid-19-krisen blandt andet med afsæt i FN’s miljøchefs råd til alle om at tage ved lære af pandemien som direkte besked fra naturen. En besked, der handler om, at covid-19-krisen er tæt knyttet til menneskets ødelæggelse af naturen.

Vi mener, at vi alle bør tage FN’s opråb alvorligt – også DFPO. Når vi i Our Fish knytter behovet for handling sammen med fiskeripolitik, handler det blandt andet om, at en politisk bestemt fastsættelse af blandt andet fiskekvoter via den Fælles Fiskeripolitik selvfølgelig er en væsentlig del af udfordringen i forhold til havets generelle sundhedstilstand.

Gevinster ved stop for overfiskeri
Der er ingen tvivl om, at det er lettere at lukke øjnene, men det gør ikke noget godt for nogen på den lange bane. Heller ikke for fiskerne og slet ikke set ud fra et socioøkonomisk perspektiv, sådan som DFPO ellers argumenterer for.

Før eller siden koster det penge og beskæftigelse at save den gren over, som man selv sidder på. Et stop for overfiskeriet i EU’s havområder kan faktisk skabe over 20.000 nye job, skaffe mad til 89 millioner mennesker og sikre ekstra omsætning i fiskeriet i EU på 1,6 milliarder euro årligt.

Det er dejligt, at DFPO er enig med os i, at vi skal passe på naturen. Lad os nu tale om hvordan det helt konkret skal ske. Havet, fiskere og kystsamfund er for vigtige for os alle til, at vi bruger tid på at hive hinanden i fletningerne.

Forrige artikel Seges: Forskellige referenceår for kvælstof holder ikke i EU-retten Seges: Forskellige referenceår for kvælstof holder ikke i EU-retten Næste artikel Dansk Erhverv: Planloven skal geares til fremtidens kystturisme Dansk Erhverv: Planloven skal geares til fremtidens kystturisme