Regeringen er klar med længe ventet havplan: Fire procent af havet bliver strengt beskyttet

Regeringens havplan betyder, at 30 procent af det danske hav bliver beskyttet, hvoraf 4,1 procent bliver helt friholdt fra fiskeri og anden aktivitet. Det er en ambitiøs plan, lyder det fra miljøministeren. Grønne organisationer havde dog håbet på mere.

Den første danske havplan er nu klar.

Det meddeler erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

”Vi skal passe på vores natur, og derfor er jeg glad for, at vi med planen reserverer 30 procent til beskyttede områder, samtidig med at vi sætter skub på den grønne dagsorden med kommende energiøer og havvindmølleparker. Med planen giver vi en forudsigelighed, så både borgere, myndigheder og virksomheder kan anvende de danske farvande optimalt,” siger han.

Det er et EU-krav at lave en plan, som tager højde for de mange forskellige interesser, der er på havet. Det gælder eksempelvis havvindmøller, råstofindvinding, fiskeri og naturbeskyttelse.

Selvom planen er klar, så ser den dog først dagens lys den 31. marts, hvor den sendes i en seks måneders høring. Men erhvervsministeren har sendt et kort ud, der viser, hvordan havet tænkes inddelt i zoner. Derudover har han offentliggjort et kort fakta-ark om planen (se faktaboks).

De seneste uger har debatten især handlet, hvor stor en del af havet, der bliver udlagt som beskyttet natur. For nylig kom Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Fiskeriforening eksempelvis med et fælles udspil om udlægning af 10 procent strengt beskyttede områder på havet. Regeringens plan sikrer, at der i alt er 30 procent beskyttet natur på havet, hvoraf 4,1 procent havnatur er under streng beskyttelse. Der var i forvejen udpeget omkring 19 procent beskyttede havområder i Danmark.

Miljøminister begrunder udpegningerne med, at naturen i havet er under pres, og lægger selv vægt på de nye områder, der bliver strengt beskyttet.

”Nu kommer regeringen med en ambitiøs plan for nye beskyttede områder på havet, og for første gang nogensinde også strengt beskyttede områder med ekstra plads til naturen og biodiversiteten,” siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse.

Grønne organisationer havde håbet på mere
EU’s nye biodiversitetsstrategi stiller mål om 30 procent beskyttelse af havet, hvor 10 procent skal være strengt beskyttet. Og det ærgrer derfor Danmarks Naturfredningsforeningen, at regeringen kun lægger op til fire procent.

”Som grønt foregangsland bør det være helt naturligt, at vi som minimum lever op til EU's målsætninger om at sikre en bedre beskyttelse af naturen i havet. Og selvom udspillet vil sikre en markant bedre beskyttelse af havnaturen i Danmark, var det mit håb, at ambitionerne ville være endnu større, når det kommer til udpegningen af områder til urørt hav, siger præsident Maria Reumert Gjerding i en pressemeddelelse.

I WWF Verdensnaturfonden giver man også planen en lunken modtagelse:

"Det er et skridt i den rigtige retning, men alt for meget værdifuld natur på havbunden vil fortsat stå ubeskyttet, og det er meget bekymrende, at regeringen kun mener, at 4 procent af havet skal være urørt. Det er langt fra EU’s krav på 10 procent,” siger Thomas Kirk Sørensen, sektionsleder for hav i WWF, i en pressemeddelelse.

Glæde hos fuglefolk
Beskyttelse af havet handler ikke kun om fisk og planter, der lever under havoverfladen. Det handler også om at give bedre vilkår for nogle af landets havfugle. Og hos Danmarks Ornitologiske Forening er man umiddelbart glade for regeringens plan.

”Danmark er et stort vandland. Derfor er det særligt vigtigt, at vi påtager os det ansvar, der følger med at have så mange rastende og ynglende havfugle. Det er vi meget glade for, at der nu bliver taget hånd om,” siger formand, Egon Østergaard i en pressemeddelelse.

Havplanen skal gælde i 10 år og træder på grund af EU-krav allerede i kraft fra 31. marts. Planen er dog ikke nødvendigvis endelig, da den sendes i høring i seks måneder.

Forrige artikel Ny undersøgelse finder markante pesticid-forureninger ved landbrugsejendomme: ”Det er en stor overraskelse” Ny undersøgelse finder markante pesticid-forureninger ved landbrugsejendomme: ”Det er en stor overraskelse” Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge