Regering skal holde løfte om brede forlig

DEBAT: Miljøteknisk Brancheforening håber statsministerens ord om brede forlig, bliver omsat til handling på miljøområdet.

Af Jørn Jespersen,
Sekretariatsleder i Miljøteknisk Brancheforening

I ord og tale tegner der sig en større konsensus på miljøområdet end man har set længe. Der er tilsyneladende stort set politisk enighed raden rundt om de klima- og miljøpolitiske udfordringer og vilje til at opprioritere indsatsen.

Og statsministeren lagde i forbindelse med den nys overståede valgkamp op til bredt samarbejde - ikke mindst på miljøområdet. Forårssæsonen i Folketinget rummer mange muligheder for at omsætte ordene til handling.

Netop nu er de mange gange strandede energiforhandlinger i gang, og i denne runde skal det lykkes at blive enige om en både bred og ambitiøs aftale - ikke mindst i lyset af klimatopmødet i København 2009.

Klimatilpasningsplan skal strammes
Der er masser af muligheder for såvel store energibesparelser som for opprioritering af den vedvarende energi. Alene i vandsektoren er der muligheder for reduktioner af elforbruget på mindst 25 pct. - svarende til en halv pct. af Danmarks samlede elforbrug. Der er således ingen saglige begrundelser for ikke at vedtage ambitiøse målsætninger.

Klimaministeren skal herudover udarbejde Danmarks endelige klimatilpasningsplan, og som høringssvarene tydeligt viser, er der brug for kraftige opstramninger i det første udkast. Borgerne vil formentlig ikke en gang til acceptere store oversvømmelser og massive fejlinvesteringer, uden at der er igangsat markante initiativer til at afværge de værste følgevirkninger.

Planlovgivningen bør ændres, så den tager højde for de forventede klimaforandringer, og det nødvendige beredskab i kommunerne sikres. Infrastrukturen på hele afløbsområdet må nytænkes, så der anvendes intelligente systemer til bortskaffelse af regnvandet - også til gavn for natur og rekreative områder - og kloaksystemet bør renoveres og dimensioneres i overensstemmelse med dette.

Ny vandmiljøplan er oplagt
I løbet af foråret skal implementeringen af EU's vandrammedirektiv skubbes et godt stykke frem mod de endelige vandplaner, som skal sikre et vandmiljø af god økologisk kvalitet.

Her er brug for en aktiv indsats fra Folketingets side for at sikre, at processen bliver åben og gennemskuelig, og at de nødvendige afvejninger mellem miljø og økonomi sker på en saglig måde, baseret på ærlige, videnskabelige vurderinger. En ny vandmiljøplan kan oplagt komme til at spille en stor rolle her, uden at måtte blokere for den endelige implementering af direktivet.

Den ny miljøminister har allerede meldt positivt ud om sine ambitioner på det miljøteknologiske område, og det er godt. For indtil nu er den Miljøteknologiske Handlingsplan mere plan end handling.

Flere penge til demonstrationsprojekter
Der er brug for mere fremdrift og involvering af de berørte parter. Der bør etableres et miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram, ligesom eksportfremme bør etableres i form af et egentligt forpligtende program. Og der skal afsættes penge til vandsektoren i finanslov og ved fordeling af globaliseringspuljen, hvis ambitionerne om et ny milliard-industri skal realiseres.

Endelig skal de politiske aftaler om organisering af vandsektor og senere affaldssektor gennemføres i lovgivningen.

Så der bliver rig lejlighed til at realisere løfterne om mere handling på miljø- og klimaområdet - baseret på et reelt bredt samarbejde. Og et bredt samarbejde er nødvendigt for at tilføre miljøpolitikken det nødvendige perspektiv og for at skabe basis for de nødvendige investeringer fra erhvervslivets side.

Forrige artikel DOF: Indfør grønt kommunalt bloktilskud Næste artikel Det er grønnere at bo tæt