NOAH: Veje vinder over tog i EU

I strid med EU's egne hensigtserklæringer giver EU's fonde flere penge til at udbygge veje i stedet for jernbaner, skriver dagens debatør.

På transportområdet eksisterer der skam også enkelte klare målsætninger. For at imødegå nogle af de store miljømæssige problemer, som den stigende vejtransport medfører, har EU siden 2001 haft målsætninger om at nedbringe CO2-udslippet i transportsektoren, samt primært at udbygge jernbaner frem for veje.

EU har også en overordnet målsætning om at stoppe forringelser af biodiversiteten senest i 2010. Et af de vigtigste midler til at opfylde denne målsætning er de såkaldte Natura 2000-direktiver.

Habitat- og fuglebeskyttelsesområderne under Natura 2000 danner tilsammen et økologisk netværk af beskyttede naturområder gennem hele EU.

De idealistiske målsætninger og planer er dog under hårdt pres fra de gængse politikker på transportområdet. En meget central del af transportpolitikken i EU er de transeuropæiske netværk for transport (TEN-T).

Planlagte ruter kan forrette uoprettelige skader

Disse net anses for nødvendige for, at det indre marked kan fungere effektivt. Man vil fjerne ”flaskehalse” på de store internationale trafikakser.

Og når EU giver støtte til anlæg af infrastrukturelle anlæg gennem EU’s strukturfonde og samhørighedsfonde, så uddeles der (i strid med EU’s egne hensigtserklæringer) forholdsmæssigt langt flere penge til vejanlæg end til jernbaner.

Eksempelvis planlægges det at gennemføre en del af den transeuropæiske korridor fra Warszawa til Helsinki med en ruteføring, der vil påføre uoprettelig skade på tre vigtige Natura 2000-områder med flere truede dyrearter i det nordøstlige Polen.

Hvis den gennemføres som planlagt, vil denne motorvej sandsynligvis ramme regionens største aktiv – nemlig dens attraktionsværdi for turister.

EU's investeringspolitik skal ændres

Miljøorganisationer i de nye EU-lande og ansøgerlandene har samlet sig i paraplyorganisationen CEE Bankwatch Network, der har påtaget sig den vanskelige opgave at forsøge at ændre EU’s investeringspolitik på det overordnede plan – og at forhindre de natur-, miljø- og klimafjendske projekter i at blive ført ud i virkeligheden. 

Senest har Friends of the Earth Europe og CEE Bankwatch Network koordineret udarbejdelsen af et holdningspapir, der kræver mere åbenhed og lydhørhed i beslutningsprocesserne vedrørende udviklingsfondene.

Bag dette papir står 41 europæiske NGO’er (herunder NOAH). Baggrunden herfor er, at der i perioden fra 2007-2013 vil blive investeret 308 mia. Euro gennem disse fonde.

Forrige artikel Frem med øko-grisen Næste artikel Iltsvind er fra fortiden