Landboforening: EL forarges selektivt

REPLIK: Det virker, som om Maria Reumert Gjerding (EL) kun forarges på miljøets vegne over sager, der kan skabe vækst og udvikling i landområderne, skriver Frede Lundgaard Madsen, formand for Landboforeningen Midtjylland.

Af Frede Lundgaard Madsen
Formand for Landboforeningen Midtjylland

Maria Gjerding leverer i Altingets debat torsdag en voldsom salve mod miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen for at åbne op for havbrug, som angiveligt vil få havene til at gispe efter vejret.

Jeg er ikke faglig ekspert på området, men det er tankevækkende, at Maria Gjerding og hendes meningsfæller i Enhedslisten aldrig forsømmer en lejlighed til at påpege de miljømæssige risici ved alle initiativer, der har til formål at skabe vækst, arbejdspladser og udvikling i landområderne. 

Det har været tilfældet med den forbenede og unuancerede kritik af landbrugs- og fødevarepakken, hvor lysten til at pleje kernevælgerne skyggede for, at man med en marginal og midlertidig miljøeffekt kan give landbrugssektoren mulighed for at skabe en betydelig merindtjening. Til gavn for erhvervet og Danmark – herunder også Enhedslistens vælgere. Og nu er det altså muligheden for at drive havbrug, som får Maria Gjerding op på de høje retoriske nagler.

Andre områder er større syndere end landbruget
Hvad der kan undre, set fra det midtjyske bondeland, er, at den grænseløse nidkærhed i forhold til at sætte normer og kontroller op for erhvervene i landområderne ikke følges op af en tilsvarende linje, når det gælder forureninger, som ikke automatisk kan tørres af på ”the usual suspects”.

Det er ubegribeligt for mig, at man for eksempel ikke ser Maria Gjerding på banen omkring en historie, som den TV Lorry fornyligt bragte. Den handler om, at der i en periode fra 4. marts og op til fire uger frem udledes 25.000 kubikmeter urenset kloakvand per døgn direkte i Øresund.

Kloakvandet er en blandet cocktail blandt andet indeholdende slam, medicinrester samt kvælstof og fosfor, som altså hældes direkte ud i naturen.

Udledningen er nødvendig for, at et byggeri af luksusboliger, som rager ud i Tuborg Havn, kan gøres færdigt, fortæller Lorry.  

Som aktiv landmand, der oplever en rigid, men også langt hen ad vejen fair, kontrol for at få lov at drive mit erhverv, kan det være meget svært at forstå, at det kan være i orden at udlede 25.000 kubikmeter stærkt forurenende spildevand i Øresund dagligt gennem flere uger for at hjælpe et prestigebyggeri på vej.

Men endnu mere svært er det at forstå, hvor Maria Gjerding & Co. er henne, når en mulig miljøbelastning ikke stammer fra en af Enhedslisten sædvanlige prygelknaber fra landdistrikterne.

Forrige artikel Ny debat om vandløbsloven Ny debat om vandløbsloven Næste artikel WWF: Miljøministeren mangler faglig indsigt WWF: Miljøministeren mangler faglig indsigt