Klagenævnet ophæver vedtagelsen af vandplaner

DOKUMENTATION: Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet afgørelsen af de statslige vandplaner, fordi høringen var for kort.

Natur- og Miljøklagenævnet skriver i en pressemeddelelse:

Nævnet har på sit møde den 3. december 2012 truffet principiel afgørelse i 7 af de mange klagesager om de statslige vandplaner.

Afgørelserne handler om fortolkning af miljømålslovens bestemmelser, og er truffet efter lovens § 53, stk. 1, nr. 1, om planernes tilvejebringelse.

Klagernes hovedspørgsmål
Hovedspørgsmålet i mange af klagesagerne handler om længden af den frist, der blev fastsat i forbindelse med en supplerende høring om vandplanerne i december 2011. Fristen var på 8 dage.

Natur- og Miljøklagenævnet har enstemmigt truffet afgørelse om, at fristen på de 8 dage var væsentlig for kort, og at vedtagelsen af de statslige vandplaner som konsekvens heraf er ugyldig.

Nævnet ophæver derfor vedtagelsen af de 23 statslige vandplaner og hjemviser sagerne til fornyet behandling i Naturstyrelsen.

Andre emner i klagerne
Afgørelserne med de øvrige delspørgsmål, som nævnet har behandlet, vil blive offentliggjort senere i denne uge på nævnets hjemmeside http://www.nmkn.dk/.

Afgørelserne i de resterende klagesager, som ikke har været forelagt nævnet, forventes også afgjort i løbet af december 2012.

 

Forrige artikel Udsætninger: Uskik eller nødvendighed? Udsætninger: Uskik eller nødvendighed? Næste artikel Vandplaner kastet ud i kaos Vandplaner kastet ud i kaos