Jagt-redaktør: Faunaforbrydelser skal straffes hårdt
DEBAT: Krybskytteri og anden form for ulovlig jagt skal ikke længere betragtes som drengestreger, som ikke har nogle konsekvenser. Det skriver Jens Ulrik Høgh, der er redaktør på Mitjagtblad.dk. Det er nødvendigt med højere straffe, mener han.
Af Jens Ulrik Høgh
Redaktør for www.mitjagtblad.dk
Der er netop fundet en død kongeørn på en strand ved Limfjorden. Ørnen er fyldt med hagl fra et haglgevær. Sidste år dukkede de jordiske rester af en havørn med afskårne fødder og hoved op under en bunke paller på den isolerede ø Lindholm. Det viste sig, at ørnen var blevet skudt i den ene vinge med riffel.
Hvem, der end har dræbt disse totalfredede fugle, har formentlig gjort det med fortsæt.
I Sverige udløser en sådan forbrydelse en længere ubetinget fængselsstraf, typisk to år. Hvis gerningskvinden eller -manden har våbentilladelser, inddrages de for altid. Tilsvarende straffes faunaforbrydelser af denne karakter hårdt i samtlige vore nabolande. I England blev en mand for eksempel for nylig idømt en bøde på 2.000 GBP, altså cirka. 20.000 kroner for at dræbe en fredet musvåge.
I Danmark har vi i de ekstremt få sager, som er opklaret de senere år, set meget begrænsede bødestraffe. Faktisk grænsende til det latterlige. Det er et problem. Ikke mindst for danske jægere, som mig selv.
Sagerne er skadelige på flere planer
Og hvorfor så det? Først og fremmest fordi jægere er mindst lige så engagerede i naturbeskyttelse som alle andre naturinteressenter.
Det er bare ikke i orden, når så at sige formørkede sjæle tilsidesætter lovgivningen og efterstræber fredede arter, som jo principielt er fredede, fordi de er sjældne og sårbare, eller jager uden den fornødne uddannelse, uden for jagttid eller på jagtområder, der ikke er deres.
Men den faktiske miljøforbrydelse er ikke det eneste problem for Danmarks jægere. Det er også problematisk, at disse sager bevidst udnyttes af interesseorganisationer, som er imod jagt til at give jægerne et dårligt ry.
Det formodes næsten altid per automatik, at der står en jæger bag disse forbrydelser, og det mere end antydes, at der hersker en kultur iblandt danske jægere, som stiltiende accepterer eller ligefrem tilskynder drab på rovfugle og andre fredede arter.
Intet kunne være længere fra sandheden!
Straf-rammen signalerer ligegyldighed
Danmarks 170.000 jægere er gennemgående lovlydige mennesker, som har en meget klar egeninteresse i at få luget ud i de ganske få miljøforbrydere, som ødelægger så meget for så mange.
Antallet af sager, der ser dagens lys er ganske vist meget, meget småt. Vi taler årligt om en håndfuld tilfælde eller to, hvor der typisk findes forgiftede, fældefangede eller skudte rovfugle i dansk natur.
Ingen har nogen anelse om, hvor stort mørketallet er, men selv om det skulle være mange gange større, er disse forbrydelser heldigvis så sjældne, at de ikke i sig selv er en trussel imod de samlede rovfuglebestande.
Men dette gør langt fra forbrydelserne så ligegyldige, som de nuværende straframmer signalerer!
De skyldige skal frem i lyset
Der ligger selvfølgelig en vis præventiv effekt i højere straffe, men jeg bilder mig ikke ind at dette i sig selv er nok til at få antallet af sager bragt ned. Det faktum, at alvorlige forbrydelser prioriteres højere, når Politiet skal afsætte ressourcer til efterforskning, er et langt tungere argument for strengere straffe på området.
Højere straffe for faunaforbrydelser fører til grundigere efterforskning og netop det skulle gerne lede til en væsentligt højere opklaringsprocent. I øjeblikket er der stort set ingen af disse sager, der opklares.
Vi vil have de skyldige frem i lyset, uanset hvem de er, og hvad deres motiver har været.
Krybskytteri og anden form for ulovlig jagt skal ikke længere betragtes som drengestreger. Man kommer ikke uforvarende til at lægge forgiftet kød ud i naturen, sætte ulovlige fælder op eller sende et skud hagl efter en kongeørn. Vi taler om helt overlagte forbrydelser.
Det er på tide, at Danmark kommer på omgangshøjde med vores nabolande.
Debatpanel om Esben Lundes naturpakke
Naturvejleder: Mener vi det samme, når vi taler om biodiversitet?
