Hvor har du det fra Ole 'Rod'?

DEBAT: Ingen taler om allemandsret - i hvert fald ikke Friluftsrådet, der her tager til genmæle mod Jægerforbundets formands udtalelser om Friluftsrådets adgangspolitiske ønsker.

Af Anker Madsen
Leder af Politisk Sektion, Friluftsrådet

Jægerforbundets formand Ole Roed Jakobsen har i en pressemeddelelse og i et debatindlæg advaret mod ubegrænset færdsel ud fra argumentet om, at det skader naturen. Det er Forbundet selvfølgelig i sin gode ret til, men at tillægge Friluftsrådet den holdning må stå for Ole Roed Jakobsens egen regning og tilskrives interne politiske forhold i Jægerforbundet. Friluftsrådet kommenterede såmænd bare en pressemeddelelse fra de to lodsejerorganisationer Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening, som søgte at dokumentere organisationernes politiske modstand mod at give offentligheden bedre muligheder for at færdes og opholde sig i landbrugslandskabet og skoven.

Faktum er imidlertid, at Friluftsrådet ikke arbejder for at give befolkningen "fri og ubegrænset færdsel i naturen" - og det burde Jægerforbundet vide, om end det ikke er første gang, at formanden skyder på Friluftsrådet og gengiver Friluftsrådets holdning så unuanceret og tendentiøst.

Friluftsrådet har ikke krævet "allemandsret" og ej heller argumenteret for "fri og ubegrænset færdsel i naturen". Det gør Friluftsrådet ikke - og har aldrig gjort! Og det ved Ole Roed Jakobsen jo naturligvis. Derudover kan det jo bestemt diskuteres, hvad der forstyrrer mest - jagt i sig selv eller det, at familien går en søndagstur? Men Friluftsrådet vil gerne have sig frabedt at blive dæmoniseret på et så urigtigt grundlag.

Kære Ole Roed Jakobsen, det, der ikke er værdigt, er, at du i din mission intet belæg har for din ophidsede udmelding. Som formand for Danmarks Jægerforbund kan du næppe have en interesse i at basere din organisations politik på usandheder.

I en anden undersøgelse gennemført af Megafon for Miljøministeriet (december 2010) dokumenteres, at tre ud af fire adspurgte borgere med en mening om færdsel i naturen erklærer "Jeg synes, at der i Danmark skal være bedre offentlig adgang for offentligheden til de naturområder, der er" og de to lodsejerforeningers undersøgelse fra sidste uge viser jo også, at der er et flertal af de adspurgte, der "mener at befolkningen bør have ret til at færdes uden for vej og sti i private skove". Så Friluftsrådet finder så sandelig belæg for sine politiske ønsker om bedre adgang til naturen i Danmark.

Jeg ville ønske, at Jægerforbundet i de politiske diskussioner om retten til at færdes og opholde sig i naturen holdt sig til det, som det drejer sig om, frem for at fordreje modpartens synspunkter. Når Ole Roed Jakobsen så markant tager afstand fra at give offentligheden ret til at færdes i skovbunden og langs diger og læhegn, skal jeg blot i al stilfærdighed henvise til, at Danmarks Jægerforbund i Betænkningen fra Adgangsudvalget anbefalede Miljøministeren "at naturbeskyttelsesloven ændres, således at der i private skove gives offentligheden adgang til gående færdsel og ophold på arealer, der er let tilgængelige og ligger i umiddelbar nærhed af skovens veje og stier" og, at Jægerforbundet på Friluftsrådets generalforsamling har stemt for Friluftsrådets politiske standpunkter, hvad angår retten til at færdes og opholde sig i naturen. Altså også stemt for, at Friluftsrådet skal arbejde for, at der gives mulighed for at færdes på udyrkede bræmmer og langs diger og læhegn. Friluftsrådets bestyrelse agerer således på en enstemmig vedtagelse fra generalforsamlingen.

Friluftsrådet arbejder også for det brede samarbejde, og det ville have klædt Ole Roed Jakobsen, der begejstret henviser til projekt Spor i Landskabet, at fortælle, at Friluftsrådet rent faktisk er en af de oprindelige idemænd bag projektet. I dag er der syv organisationer, såvel private som offentlige parter, der står bag dette projekt, blot ikke Danmarks Jægerforbund.

Friluftsrådet vil gerne i dialog med Danmarks Jægerforbund, men det er ikke ægte dialog, når Ole Roed Jakobsen ikke hører efter, hvad Friluftsrådet faktisk siger, men agerer på, hvad han tror, han hører. Hold dig til sandheden Ole Roed Jakobsen. Det tjener sagen og i sidste ende også Danmarks Jægerforbund bedst.

Forrige artikel Biogas-sats er ikke gennemtænkt Næste artikel Klimatilpasningsplaner: Godt begyndt er (kun) halvt fuldendt