Genanvendelse: Visionerne stopper hos kommunerne

DEBAT: Ressourceplanens mål bliver kun til virkelighed, hvis virksomhederne kan se en fordel ved at genanvende. Det kræver, at kommunernes affalds-indsamling bliver mere effektiv, skriver Jakob Lamm Zeuthen, Dansk Erhverv.

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

 

Visionen fejler intet i regeringens ressourceplan for affaldshåndtering: Affald skal være en ressource og fremme grøn omstilling. Men for at affald til ressourcetanken skal blive mere end blot et eventyr, skal planen tænke genanvendelse helt ned igennem værdikæden til slutbrugeren. Og genanvendelse er mere end bare at samle affald ind på kommunale genbrugspladser. Genanvendelse er – i ordets sande betydning – at det indsamlede bliver anvendt igen i nye produkter, dvs. at der faktisk er nogen, der efterspørger og indkøber affaldet og genanvender det i nye produkter.   

 

Manglende incitamenter for virksomheder

Ressourceplanen mangler i den grad incitamenter og målsætninger, der gør det interessant for virksomhederne at efterspørge, indkøbe og bruge genanvendte materialer i deres fremstilling af nye produkter. Uden efterspørgsel fra virksomhederne vil affald fortsat blot være affald, noget der skal smides væk og brændes af.

 

Et vigtigt incitament for virksomhederne til at købe genanvendte materialer er f.eks., at de genanvendte materialer passer til de kvalitetskrav, som en virksomhed efterspørger. Man må ikke glemme, at kundernes tillid til en virksomhed afhænger af, om produkterne er i orden – og her er kvaliteten af materialerne central. Kvaliteten afhænger af den valgte teknologi og sorteringen, og som det sker i dag i kommunerne og i samarbejde med de private aktører, er der et stykke vej endnu, før genanvendte materialer for alvor kan konkurrere med nye (også kaldet jomfruelige) materialer.

 

Derudover skal materialerne kunne indkøbes til en pris, der ikke ligger meget over det, som man betaler for nye materialer. Ellers er genanvendte materialer ikke konkurrencedygtige.  

 

Efterspørgslen skal stimuleres  

Én ting er, at der skal være et udbud af kvalitetsprodukter lavet af genanvendte materialer. En anden er, at der i slutningen af værdikæden skal være kunder, der er interesserede i at købe produkterne. Det kan være både forbrugere, kommunerne selv eller andre virksomheder. Desværre kommer ressourceplanen heller ikke her med et bud på, hvordan denne efterspørgsel skal stimuleres. Ressourceplanen har slet ikke taget højde for, at der er nødt til at være en tilstrækkelig efterspørgsel fra markedet, hvis visionerne skal opfyldes.

 

Man kunne f.eks. styrke og sikre en større efterspørgsel hos forbrugerne ved at promovere og udbrede kendskabet til forskellige miljømærker frem for at beskære midlerne til selvsamme mærkningsordninger. Et andet forslag kunne være at gøre det praktisk muligt for private virksomheder at etablere frivillige indsamlingsordninger af affald via den nye bekendtgørelse, f.eks. af aluminiumsemballage fra fyrfadslys, sko og tøj. Selvom tanken bag bekendtgørelsen er at styrke ressourceplanen, bliver den blot en parentes, fordi den har indbygget nogle vanskelige barrierer, der gør, at virksomhederne ikke kan bruge den.

 

Efterspørgslen af produkter med genanvendte materialer kunne også sikres ved, at offentlige myndigheder i deres indkøb satte større fokus på bæredygtighed.

 

Kommunal metodefrihed hindrer visionen

I dag har kommunerne selv ret til at bestemme, hvordan de indsamler affald, og der er derfor meget store forskelle mellem de kommunale ordninger. Så længe kommunerne har metodefrihed og selv skal vurdere, om, hvordan og i hvilken grad de vil samarbejde med andre kommuner og private virksomheder om genanvendelse af affald, vil kvaliteten af materialerne blive tilfældig og dermed ikke nødvendigvis svare til virksomhedernes efterspørgsel.

 

Kommunerne risikerer derfor at få en mindre pris for materialerne end oprindeligt tilrettelagt med fokus på kvaliteten. Og set i forhold til den relativt dyre kommunale indsamling, kan kommunerne blive nødt til at sende en ekstraregning videre til virksomheder og borgere for at håndtere ressourceplanen. Vi tror på, at kommunerne kan komme til at tjene penge på affaldet, men det er betinget af, at de indsamler og sorterer det effektivt og med fokus på at stimulere virksomhedernes og borgernes efterspørgsel.

 

I sidste ende bliver planens fine visioner kun opfyldt, hvis de danske virksomheder overhovedet kan se en idé i at købe genanvendte materialer frem for nye. Og der er lang vej igen, når regeringens plan kun når frem til porten ved genbrugspladsen. Vi ser frem til at diskutere planens betydning, når Miljøministeren skal evaluere den i 2016.

Forrige artikel Mere natur i Danmark, men kan det nu passe? Mere natur i Danmark, men kan det nu passe? Næste artikel Venstres autopilot afsporer debatten Venstres autopilot afsporer debatten