Drop brugerbetalingen for friluftsliv
DEBAT: Brugerbetaling gør hverken naturen mere attraktiv for friluftsliv eller afhjælper velfærdssamfundets økonomiske problemer. Det mener Anker Madsen, leder af Politisk Sektion i Friluftsrådet.
Af Anker Madsen
Leder af Politisk Sektion i Friluftsrådet
Brugerbetaling på centrale velfærdsområder synes at bredde sig til også at omfatte ønsker om betaling for at nyde naturen og dyrke friluftsliv. Jeg er begyndt at møde det oftere og oftere, ikke kun fra private lodsejere, men nu også fra de fondsejede og statslige ejere af naturområder.
For nylig var miljøminister Ida Auken (SF) på en rundtur i Sorø Akademis Skove med Skovrådet. Undervejs blev det illustreret, hvordan en almindelig familie i Sorø med de gældende regler nemt kunne komme til at betale over 5000 kr. årligt i direkte brugerbetaling til den private skovejer for at dyrke lidt friluftsliv ved at sejle på skovens søer og ride en tur i skoven. Umiddelbart var det ikke noget, der skræmte friluftslivets minister. Det undrede mig. I regeringsprogrammet står der bl.a. under overskriften "Naturen - Grøn velfærd for alle", at regeringen vil "give en ambitiøs naturpolitik høj prioritet" og "gøre naturen mere attraktiv for friluftsliv, turisme og daglig rekreation".
Brugerbetaling vil begrænse danskerne
I den politiske diskussion om brugerbetaling i velfærdssamfundet er alle enige om, at et højt niveau for brugerbetaling hos den praktiserende læge kan få nogle og måske dem, der har mest brug for det, til at afholde sig fra en berettiget henvendelse til lægen. Tilsvarende vil brugerbetaling få danskerne til at afstå fra at dyrke friluftsliv. Er det det, vi vil?
En anden væsentlig begrænsning i forhold til brugerbetaling er de fordelingsmæssige konsekvenser. Med brugerbetaling er borgerens brug af naturen til friluftsliv ikke kun et spørgsmål om betalingsvillighed, men også om betalingsevne. Udstrakt brug af brugerbetaling i naturen vil derfor have store fordelingsmæssige implikationer.
Naturen bør kunne nydes uden økonomisk indblanding
Vi har historisk haft lovgivere, der har sikret, at danskerne har mulighed for uden betaling at gå langs strandene og har sikret danskerne ret til at færdes og opholde sig i naturen - også den privatejede del af den danske natur. Disse rettigheder har sikret, at danskerne kan nyde naturen og færdes i den uden nødvendigvis at eje den. Det er social omfordelingspolitik eller med regeringens ord "Grøn velfærd for alle".
Det fordelingspolitiske hensyn er netop en af de væsentligste grunde til, at velfærdstjenester stilles til rådighed af det offentlige, og sådan er og må det være - naturen bør stilles til rådighed for os alle, så alle uanset økonomisk formåen har mulighed for at færdes og opholde sig i naturen.
Brugerbetaling betaler sig ikke
Nu er det ikke sådan, at jeg er blind for, at brugerbetaling allerede er en væsentlig del af det danske velfærdssamfund også på friluftsområdet. Jægerne betaler deres broderpart for at jage, lystfiskerne betaler for at fiske, mange ryttere betaler for at ride, og en del betaler for at sejle i kano eller kajak på søer og åer. Men en blind følgen op ved at kræve brugerbetaling for nye områder og øget brugerbetaling på de eksisterende områder er en ubetænksom måde, der blot vælges for at undgå at tage den svære seriøse diskussion om, hvorfor netop brugerbetaling ikke er en samfundsmæssig fornuftig måde at regulere danskernes færden og ophold i naturen. Ikke engang de private ejere tjener rigtigt på at tage brugerbetaling for det almindelige friluftsliv.
En ejer som Sorø Akademis Skove tjener 30 procent af sine indtægter på salg af traditionelle skovprodukter (træ og brænde), 30 procent på salg af juletræer og pyntegrønt, 30 procent på udlejning til jagt og de sidste 10 procents indkomst kommer fra statslige støtteordninger, fra udlejning til erhvervsmæssige aktiviteter (som reklame- og filmoptagelser m.m.) og så lidt fra brugerbetaling på friluftsliv. Men de administrative omkostninger ved at administrere betalingsordningerne for friluftsliv synes langt at overstige indtægterne. Så ejerne kan faktisk spare penge ved ikke at kræve brugerbetalingen! Samfundet, herunder miljøministeren og de private skovejere, bør gøre sig deres overvejelser om en forbedret driftsøkonomi på andre områder end ved at tale om brugerbetaling for friluftsliv.
Der er god grund til at gennemgå det eksisterende system og i fællesskab erkende, at brugerbetaling på friluftsliv ikke på afgørende måde kan medvirke til at løse velfærdssamfundets aktuelle økonomiske og beskæftigelsesmæssige problemer. Lad os i stedet tage en seriøs diskussion om, hvorfor brugerbetaling ikke er den rette måde at regulere danskernes færden og ophold i naturen. Lad os gerne tale om brugeropdragelse i stedet. Det må være det rette tidspunkt for en sådan drøftelse, når landet ledes af en regering, der ser naturen som "grøn velfærd for alle", "vil give en ambitiøs naturpolitik en høj prioritet" og "gøre naturen mere attraktiv for friluftsliv, turisme og daglig rekreation".
Hvor er miljøet henne i finansloven?
