DN til Anders Panum: Frivillige aftaler flopper

Frivillige aftaler flopper.

Det er ikke noget, som jeg har fundet på. Det er overskriften på en artikel fra DR Nyheder 14. maj, om at det går dårligt med de frivillige kvælstofreducerende tiltag i landbruget. Man har indtil videre kun nået en brøkdel af det forventede.

Berlingske havde også historien, der kom på baggrund af en ny opgørelse fra Miljøstyrelsen over de såkaldte kollektive virkemidler, som er frivillige kvælstofreducerende tiltag som vådområder og skovrejsning. 

I 2019 havde landbruget kun leveret en procent af, hvad de lovede tilbage i 2015. "Latterligt lidt", konstaterede professor ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen dengang.  

Ifølge den nye opgørelse har landbruget nu leveret kvælstofreduktioner på 243 tons ud af de 3000 tons, som er ambitionen at hente med de kollektive virkemidler. Eller hvad der svarer til knap otte procent af indsatsen på ni år. Det er ikke noget, der på nogen måde indikerer, at frivillige aftaler virker. 

Eksempler hober sig op

Fadæsen med de kollektive virkemidler, som med egne ord fik forhenværende miljøminister og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen til at råbe en masse relativt høje bandeord, er blot et enkelt eksempel i rækken af frivillige aftaler, der har slået fejl. 

Et andet eksempel er aftalen fra 2019 om at beskytte drikkevandsboringer gennem frivillige aftaler mellem vandselskaber og landmænd.

{{toplink}}

Den endte også som et flop, som beskrevet her i Altinget. Blot knap to procent af indsatsen kom man i mål med ved målstregen i 2022.

Et tredje eksempel er aftalen fra 2004 om udlægning af 30.000 hektar frivillige randzoner i 2009, mod kompensation selvfølgelig. Der blev blot udlagt 700 hektar. Ikke engang daværende miljømininister Troels Lund Poulsen (V) havde udlagt de frivillige randzoner på sine egne marker dengang, hvilket bragte ham på forsiden af Politiken. 

Klimarådet kritiserer frivillige aftaler

En lidt overset anbefaling fra Klimarådet sidste år kom frem til samme konklusion: De frivillige aftaler virker ikke.

"Den grønne omstilling af vores landbrugsarealer hviler på nuværende tidspunkt i høj grad på frivillige tilskudsordninger til klimatiltag. Frivillige tilskudsordninger virker dog ikke altid efter hensigten. Derfor skal frivillige ordninger i landbruget automatisk følges op af mere håndfaste instrumenter," skrev rådet. 

Derfor kan det også undre, at regeringen fortsat holder fast i frivillighed uden konsekvens.

Så sent som 6. juni i sidste uge valgte fiskeriminister Jacob Jensen (V) at ændre den obligatoriske ekspertanbefalede kameraovervågning på fiskekuttere til en frivillig ordning.

Måske hang det sammen med, at overvågningen betød, at eksempelvis bifangsten af kuller steg 6.300 procent. Det vides ikke.  

Landbrug presser naturen

Vi står over for en kæmpe opgave med den grønne omstilling af dansk landbrug, der snart vil udgøre halvdelen af de danske CO2-udledninger, fordi den strukturelle omstilling er i gang i stort set samtlige andre sektorer.

Landbrugets udledninger presser vores natur, vandmiljø, drikkevand og klima. Der er brug for handling, og derfor er vi også glade for, at regeringen har indkaldt til forhandlinger i den grønne trepart.  

Og lad mig slå fast – vi er principielt ikke imod frivillige aftaler. 

Danmarks Naturfredningsforening anerkender, at der på lavbundsområdet er mange ansøgninger fra landmænd, selvom indsatsen samlet set er for lille og for langsom. 

Det bedste vil være, hvis man på fuldstændig frivillig basis kan sikre en grøn strukturel omstilling af dansk landbrug. Men helt nøgternt må man konstatere, at det ikke har virket.

Og hvem betaler prisen for det? Det gør vores biodiversitet, havmiljø, dyrevelfærd, drikkevand og klima. 

Håb på frivillige aftaler er ikke en strategi. Ligesom vi ikke har frivillige fartgrænser i trafikken eller frivillige skatteprocenter. 

Derfor er der er nødt til at være nogle håndfaste instrumenter bagved, som Klimarådet påpeger. Derfor er der brug for, at der igennem målrettet kvælstofregulering kommer nogle skærpede krav til, hvor meget kvælstof, der må udvaskes fra markerne – og at der kommer en ambitiøs ensartet CO2-afgift, som kan være motoren i den grønne omstilling af landbruget. 

Vi vil hjertens gerne have frivillige aftaler, hvor borgerinddragelse og lokale interesser er en bærende del af processen. Men der skal samtidig være en sikkerhed for, at der reelt kommer en omstilling. Erfaringerne med de frivillige aftaler viser, at de ikke kan stå alene. 

{{toplink}}

debat@altinget.dk