DN: Statsgaranti for dårligere natur og miljø
DEBAT: Landbruget vinder, og naturen taber med regeringens nye Vækstplan for Fødevarer. Sådan er konklusionen ifølge Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Præsident, Danmarks Naturfredningsforening
Hvis regeringen vil huskes som en regering, der løftede natur og miljø, gælder det om at udradere den seneste uge fra den offentlige hukommelse. Ugen har været et langt politisk tilbagetog fra stort set samtlige løfter om en rigere natur og et sundere miljø.
De gode græd, og de onde lo, da regeringen valgte at sende regningen for landbrugets vækstplan direkte ud i landets søer, åer og fjorde - velvidende, at EU i 2012 konkluderede, at den danske indsats for vandmiljøet er for sen, utilstrækkelig og for svag. 69 procent af de danske vandløb og 71 procent af søerne er i dårlig økologisk tilstand.
Sløjfningen af randzonerne og skånsom vandløbsvedligeholdelse kom endda inden for samme uge, hvor regeringen også valgte at nedbarbere det overvågningssystem, der skal vise os, hvordan natur og miljø har det, og hvor vi skal sætte ind med indsatser.
Regeringens kurs forværrer situationen
Ja, faktisk skete de to begivenheder, samtidig med at Danmark med sin femte landerapport måtte stå frem for resten af verden og erkende, at naturen i skovene har det elendigt: 90 procent af alle naturtyper i Danmark er i ugunstig tilstand, knap 40 procent af alle undersøgte arter er truede. Og - kunne regeringen jo ligeså godt tilføje - vi har ikke gjort et hammerslag for at ændre det - vi har tværtimod valgt en kurs, der med statsgaranti vil forværre situationen.
Hvis det lyder dystert, så er det fordi, det er dystert.
Det er nu fire år siden, Danmark højtideligt underskrev en kontrakt med verdenssamfundet om at vende tabet af biologisk mangfoldighed inden 2020. Alligevel er der hverken vedtaget en strategi eller en handlingsplan for den biologiske mangfoldighed endnu, selv om indholdet fra disse planer faktisk skal sættes i gang allerede næste år. I 2020 skal Danmark have vendt tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed og genskabt mindst 15 procent af de forringede økosystemer. Det er om kun seks år.
Det er en falliterklæring, at regeringen mener, at vækstinitiativer i landbruget alene kan ske ved at slække miljøbeskyttelsen.
Men tilsyneladende er den til enhver tid siddende regering i Europas hårdest dyrkede land ude af stand til at gennemføre nødvendige love og indsatser, hvis landbruget har besluttet sig for det modsatte. Her et par eksempler:
- Randzoner, grødeskæring og efterafgrøder. Nedstemt.
- Aftale om at soja fremover skal være bæredygtigt produceret, så det ikke koster liv, helbred og miljø i Sydamerika: Nedstemt.
- Fjernelsen af 19.000 tons kvælstof i 1. generations vandplaner: Nedstemt.
- Antal vandløb, hvor der skal ske en indsats: Nedstemt
- Skånsom vandløbsvedligeholdelse: Nedstemt.
- Første generations vandplaner: Nedstemt.
- Nedbringelse af brugen af sprøjtegifte: Nedstemt.
- Regel om, at man for at undgå at udpine jorderne, i perioder ikke må dyrke den på visse skråninger (Alperegler): Nedstemt.
Nedstemt? Ja - tilsyneladende er det landbruget, der bestemmer, hvad der er lov og ret i Danmark. Vi kan konstatere, at når landbruget protesterer højt og længe fra den store traktors førerhus, så giver Folketinget sig, love ændres, og naturen taber.
Glemte løfter
Og hver eneste gang, en nødvendig indsats rulles tilbage, begynder vi ikke bare ved start igen. Nej, naturen forarmes yderligere! For eksempel blev der aldrig - som lovet - kompenseret for de mindst 120.000 brakjorder, ploven tog i 2008. Randzonerne skulle have givet mere natur end det tabte. Men den slags løfter glemmes hurtigt i politik.
I stedet forherliges det i forbindelse med den nye vækstplan, at man i det mindste kunne bevare 25.000 ha randzoner og dermed "opretholde en høj miljøbeskyttelse". Det er jo i bedste fald noget sludder.
Men hvad så med de 700 millioner kroner miljøministeren netop har givet til danske vandløb? Jo tak, det er penge, der først kan komme i spil, når 2. generations vandplaner er vedtaget - forhåbentlig i 2015, men det, ved vi, kan trække ud. Uanset om arbejdet i de 23 vandråd bliver frugtbart for naturen, vil størstedelen af de næste vandplaner blive til på de ministerielle skriveborde. Og her taler vi ikke nødvendigvis om de skriveborde, der står i Miljøministeriet.
Så jo - vi begynder ærligt talt at tvivle på, at det skulle blive denne regering, der for alvor fik vendt nedgangen i naturen og givet miljøet et markant løft. Men vi håber selvsagt på, at politikerne vil prøve at indfri den naturgrønne del af regeringsgrundlaget.
Forventninger til naturplanen
Således ser vi frem til, at Kirsten Brosbøl præsenterer det, hun selv kalder sit svendestykke - en Naturplan Danmark.
Vi håber inderligt, at hun består, og at den samlede regering forstår nødvendigheden af, hvorfor det er vigtigt.
Vi forventer, handlingsplanen bliver mere end blot et idékatalog, men en egentlig plan for, hvordan vi får naturen tilbage på fode. Det kan kun - kort fortalt - ske ved, at planen indeholder klare og målbare mål og tidsfrister. Og planen skal delegere ansvar kommunalt og nationalt.
Som opfølgning på Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger forventer vi desuden, at regeringen nu kommer med konkrete initiativer, der kan og skal omsættes uden mulighed for endnu engang at "nedstemme" indsatserne.
For at dæmme op for kvælstof og fosfor skal de randzoner, der bliver tilbage, gøres bredere. For eksempel i de klassiske brede ådale, som eksempelvis Værebro Å, Gudenåen og Lindenborg Å, hvor der bliver dyrket tæt på bredderne. I den forbindelse skal reglen, "at randzoner kun må udgøre højst fem procent af en ejendom", ophæves.
For at dæmme op for sprøjtegiftene skal særligt sårbare arealer langs vandmiljøet omlægges til økologisk drift.
Vores forventning er klar: Ikke bare skal der kompenseres for afviklingen af randzonerne og for afviklingen af brakken. Og her vil det hjælpe naturen, at Den Danske Naturfond hurtigt bliver en realitet.
For det nuværende niveau skal ikke fastholdes. Nej, der skal endog rigtigt meget mere til, og regeringen skal derfor op i et helt andet gear, hvis ikke den vil indforskrive sig i rækken af regeringer, der absolut intet gjorde ved det faktum, at vores fælles natur i forfærdende fart forsvinder mellem fingrene på os.
L&F: Miljøpolitikken skal være langtidsholdbar
