DN: Overimplementering opfundet til lejligheden

DEBAT: Målet med EU's miljøregler er ikke, at Danmark skal gøre det samme som andre lande, men derimod at alle lande skal opnå god økologisk tilstand i samtlige vandmiljøer, skriver Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening

Siden 2012 har Venstre og landbrugserhvervet kørt et tæt parløb på påstanden om, at Danmark bruger unødvendigt skrappe miljøregler for at leve op til blandt andet Nitratdirektivet, Vandrammedirektivet og Habitatdirektivet.

Målet har været at slippe af med den miljøbeskyttelse, der ideologisk set er en torn i øjet på både det liberale erhverv og det liberale parti.

Der, hvor filmen knækker, er, at også andre politikere nu synes at tro på, at der sker en overimplementering af EU’s miljøregler. Hvad der tegner til at være et flertal af den borgerlig-liberale fløj ønsker nu at komme denne såkaldte overimplementering til livs. Håbet er, at det redder et landbrug med en gæld på mere end 360 mia. kr., selvom regningen sendes direkte videre til naturen og miljøet og til skatteyderne.

Nabotjek er ikke meget værd
Præmissen er bare helt forkert, og der er ikke hold i postulatet om overimplementering. Målet er nemlig ikke, at Danmark skal gøre det samme som andre lande, men derimod, at alle lande skal nå det samme mål: God økologisk tilstand i samtlige vandmiljøer. Det er de naturgivne forhold, der sætter rammerne for indsatserne. Desuden har der været en massiv forurening af vores natur og miljø, hvilket betyder, at der er længere til målet.

Dertil kommer, at regeringen sammenligner miljøindsatsen i Danmark med lande, som ikke lever op til EU's regler. Kun Danmark og Holland har, som det foreligger, ikke sager på vej fra EU om underimplementering af miljøreglerne. Frankrig, Polen, Tyskland og Sverige har enten fået domme – eller er blevet varslet sagsanlæg – fra EU om, at de ikke overholder miljøreglerne. Derfor er regeringens såkaldte nabotjek ikke meget værd.

Regeringen vender det døve øre til 
Men regeringen vender det døve øre til og vil tillade flere svin, mere gylle og mere sprøjtegift. Randzonerne skal væk, og vores vandløb skal gøres til afløbskanaler for landbrugets afvanding, selvom det øger risikoen oversvømmelser og en betydelig økonomisk begmand til mange parcelhusejere og kommuner. Desuden lempes beskyttelsen af vores åer og søer. Og ikke mindst af grundvandet, som er vores fælles drikkevandsressource.

Vandmiljøet er i fremgang, viser den seneste rapport om resultaterne af den nationale vand- og naturovervågning, Novana. Det skyldes de massive indsatser, der har været gennem de sidste 30 år for igen at få liv i åer, søer og fjorde. Ikke at Danmark er i mål – så langt fra endda. Men vi er på vej. Og en mindre udledning af kvælstof fra landbruget er væsentlig årsag til vandmiljøets fremgang. At gamble med milliardstore miljøindsatser nu – for i en valgperiode at please landbruget – er hul i hovedet og hjælper ikke et landbrug i dyb økonomisk krise.

Vi håber, at regeringen og særligt de partier, der undervejs skal lægge stemmer til lempelser i miljøbeskyttelsen, nu besinder sig og ser på fakta. Vi har som civilsamfund en berettiget forventning om, at den til enhver tid siddende regering løfter de bundne opgaver, der er i samfundet og af indlysende årsager løser dem på baggrund af faglig viden. Vi forventer derfor, at denne regering også tager hånd om natur og miljø – også selvom det en gang imellem indebærer at måtte sige nej til landbruget.

Forrige artikel V: Slut med selvpålagte plager for landbruget V: Slut med selvpålagte plager for landbruget Næste artikel L&F: Stramme EU-regler koster dyrt L&F: Stramme EU-regler koster dyrt