Debat: Forbud mod ålefiskeri er et vigtigt skridt mod bæredygtig forvaltning
DEBAT: Ålebestanden i Europa er voldsomt mindsket. Derfor er et forbud mod ålefiskeri nødvendigt, hvis arten skal overleve, skriver Magnus Eckeskog fra Greenpeace og Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening.
Af Magnus Eckeskog og Henning Mørk Jørgensen
Havansvarlig hos Greenpeace og havbiolog i Danmarks Naturfredningsforening
EU Kommissionens forslag om et totalforbud mod at fange ål i Østersøen blev lynhurtigt genstand for kritiske røster fra både fiskeriminister Karen Ellemann, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Men måske kom kritikken lige lovligt hurtigt. I hvert fald vil vi gerne opfordre til et øjebliks seriøs refleksion over, hvad det er for en situation, vi står overfor.
Den er nemlig ganske alvorlig, og den har været på vej i mere end 40 år, hvor organisationer og forskere fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) har advaret imod et regulært kollaps af bestanden. Den europæiske ål betegnes som kritisk truet ifølge IUCN’s liste over truede arter og er da også gået fra at være en ganske almindelig gæst i det meste af Østersøen til i dag at være et sjældent bekendtskab.
En markant mindsket ålebestand
Der er sket en voldsom mindskning i ålebestanden de sidste 40 år. Som det ses i figuren længere nede, er ålens formeringssucces helt nede på 2,7 procent sammenlignet med 1960-1979 (Figur 1), hvilket også er en af grundene til at CITES konventionen forbyder eksport af ål ud fra Europa.
Vi mener i al beskedenhed, at ålen fortjener langt mere end lynhurtige afvisninger af et forslag, der kan være med til at sikre ålens overlevelse som art. EU Kommissionens forslag er et eksempel på seriøs og nødvendig fiskeriforvaltning, og på hvordan ansvarlige beslutningstagere bør agere, når en art befinder sig i dyb krise. For selvom EU vedtog et handlingsprogram i 2007 for at redde ålen, så er det slet ikke tilstrækkeligt.
Det er naturligvis beklageligt, at et stop for ålefiskeriet ifølge Danmarks Fiskeriforening vil gå ud over godt 50 danske firmaer, og at det opleves som “udover hvad der er rimeligt” af eksempelvis Simon Kollerup (S). Men sagen er desværre den, at det er kommet så vidt, at det nu handler om en arts overlevelse.
Det er uansvarligt at bedrive kommerciel og rekreativ fangst på en truet art, og det er også stik imod EU’s mål om bæredygtigt fiskeri. Derudover er det skidt for fiskerne, for det er ikke svært at gætte, hvordan historien ender, hvis vi ingenting gør for at genoprette bestanden.
Figur 1: Udvikling i ålebestanden. Rekruttering af glasål siden 1960. Kilde: Det Internationale Havforskningsråd 2016.
Nødvendigt med forbud
Et forbud mod ålefiskeri i Østersøen er et nødvendigt første skridt mod en samlet set forbedret forvaltning af ålen. Karen Ellemann siger i Altinget 1. september 2017, at der bør ske en regulering i alle relevante farvande, ikke kun regionalt som for eksempel i Østersøen. Det er vi helt enige i.
Derfor bør Karen Ellemann arbejde målrettet arbejde for, at EU Kommissionen nu fremlægger et forslag om forbud mod ålefiskeri i alle de europæiske havområder. Det har hun chancen for at gøre, før forhandlingerne om fiskeriet i Nordsøen og Atlanten finder sted i december.
Vi forventer, at regeringen samtidig vil arbejde for at stoppe det omfattende fiskeri efter glasål (åleyngel) i det sydlige Europa - inklusiv ulovlig eksport til Asien - at regeringen vil bakke op om genoprettelse af vigtige levesteder og vandringsveje for ålen, og at den vil lægge pres på lande som Sverige for at bekæmpe høj dødelighed af ål i vandkraftværkers turbiner.
Uret tikker, hvis vi skal redde ålen, og det kan kun lade sig gøre, hvis vores danske fiskeriminister og hendes EU-kollegaer skrider til handling.
L&F: Usikre vandplaner koster landmænd livet
Topforskere om hormonforstyrrelser: Forbrugerne kan ikke træffe det trygge valg
