De Radikale vil fordoble grøn check
SKATTEUDSPIL: Som et led i De Radikales skatteudspil vil partiet fordoble den grønne check. Det skal gavne de laveste indkomster.
"Det er nødvendigt, hvis der skal være en rimelighed i de grønne afgifter, som vi i øvrigt foreslår. Det er grundting med nogle af afgifterne, at de siger 'dunk' ned i hovedet på mennesker med meget små indkomster. Men de grønne afgifter er nødvendige, hvis vi skal lære at ændre adfærd og gøre noget ved klimaproblemet, men det skal ikke være på de menneskers bekostning, de har de mindste indtægter," siger De Radikales politiske leder, Margrethe Vestager, til Ritzau.
Som et led i skattereformen vil voksne fra 1. januar 2010 få 1.300 kroner og børn 300 kroner i kompensation. Checken kan dog maksimalt gives for to børn.
Med De Radikales udspil vil det beløb blive fordoblet. Den grønne check skal udgøre 2.600 kroner per voksen og 600 kroner per barn. Den grønne check er afhængig af indkomsten, så den trappes ned med 7,5 procent af indkomsten, der overstiger 360.000 kroner. Den grænse vil De Radikale fastholde.