Dansk Erhverv: Endelig udsigt til styrket kemiregulering i EU

DEBAT: Der er langt om længe håb for fælles EU-standarder, som kan bane vejen for udfasningen af farlige kemikalier. Det skriver Dansk Erhvervs miljøpolitiske chef, Jakob Lamm Zeuthen, der glæder sig over ministerens europæiske engagement.

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv

Miljø- og Fødevareministeriets Kemikalieforum barsler med en fempunktsplan, som kan sikre borgerne i Danmark og EU bedre mod problematisk kemi. 

Et bredt samarbejde i hele EU er nødvendigt for at opnå større sikkerhed, for der skal en mere effektiv europæisk regulering til, hvis vi ønsker større klarhed i forhold til problematisk kemi i vores produkter på en hensigtsmæssig måde. 

Det mener medlemmerne af Miljø- og Fødevareministeriets Kemikalieforum, som derfor er blevet enige om en fempunktsplan, der skal styrke og forbedre EU’s indsats i forhold til kemikalier.

Kemikalieforum består af så forskellige interessenter som erhvervsliv, forbrugere, NGO’er, forskningsinstitutioner og myndigheder på kemikalieområdet. 

Alligevel er der stor enighed om, at en målrettet indsats fra EU på kemikalieområdet er fundamentet for, at vi får den fornødne sikkerhed i vores produkter. 

EU er den bedste vej at gå
I flere år har en håndfuld medlemslande aktivt forsøgt at presse EU til at indføre skærpede kemikalieregler ved at true med eller gennemføre egne nationale særregler. 

Dette kan kun ses som en manglende tillid til EU. 

Når der indføres nationale særregler, falder tilliden og opbakningen til EU i befolkningen yderligere og giver næring til en negativ spiral. 

Diskussionen har alt for længe handlet om behovet for strenge nationale særregler, men det underminerer den fælles indsats gennem EU. 

Derfor er det glædeligt, at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen nu har samlet alle interessenter på kemikalieområdet og har skabt en fælles forståelse af, at vi må gå ad EU-sporet, hvis vi på sigt skal regulere skadelig kemi på et mere sikkert niveau.

At hvert land arbejder for sig selv med egne regler bidrager kun til sikkerheden som en dråbe i havet. 

En udfasning af de problematiske kemikalier skal ske på en kvalificeret måde, der også understøtter vækst og sikrer arbejdspladser i Europa. Det gør vi bedst via EU.

Fælles kriterier og mere viden
Kemikalieforums fem initiativer sigter blandt andet mod at indføre fælles kriterier for hormonforstyrrende stoffer, og at udfasningen af farlig kemi skal ske mere smidigt, samt at vores viden om nano-materialer styrkes. 

De fem initiativer er:

Kvaliteten af registreringer via REACH skal styrkes, så der ikke er tvivl om fakta.
Udfasningen af særligt problematiske stoffer skal ske hurtigere og på bedre oplyst grundlag.
Der skal indføres fælles kriterier for hormonforstyrrende stoffer.
Vores viden om nano-materialer skal forbedres.
Importen af produkter med skadelige stoffer fra lande uden for EU skal begrænses.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen deltager tirsdag 20. oktober i en international konference i samarbejde med de øvrige otte EU-lande, som ønsker at styrke EU’s kemikalielovgivning. 

Kemikalieforums initiativ bliver offentliggjort på konferencen.

Større lighed med EU-standarder
Da mange af de produkter, der indeholder problematisk kemi, er importeret fra lande uden for EU, handler det måske vigtigste af de fem initiativer netop om import. 

Det er helt afgørende, at vi bliver bedre og får mere støtte til at håndtere problematisk kemi i vores importerede varer, for hovedparten af vores varer importeres.

Som kemikaliereglerne er skruet sammen nu, er europæiske producenter underlagt skrappere kemikalieregler end producenter uden for EU. 

Det forvrider konkurrencen og vanskeliggør egenkontrollen. 

Derfor er der brug for at få skabt større lighed for alle ud fra en europæisk standard og at få udbredt anvendelse af EU’s kemikalielovgivning, REACH, til lande uden for EU. 

En sådan indsats vil virke forebyggende og medføre, at det samlede beskyttelsesniveau løftes væsentligt. 

Men for at initiativet skal virke forudsætter det, at medlemslandendes myndigheder og EU-Kommissionen bakker aktivt op om initiativet.

Forrige artikel Kystfiskere: Kvotesystemet har spillet fallit Kystfiskere: Kvotesystemet har spillet fallit Næste artikel Landsbyerne i Danmark: Lad os ikke i stikken Landsbyerne i Danmark: Lad os ikke i stikken