Alternativet: Kjer lytter kun til landbruget

DEBAT: Eva Kjer Hansen (V) lytter stort set kun til dem, der bekræfter hende i, at landbruget skal have mere og naturen ingenting, skriver Christian Poll (ALT).

Af Christian Poll (ALT)
Miljøordfører

Dette debatpanel er blevet bedt om at forholde sig til Eva Kjer Hansens (V) første tid som miljø- og fødevareminister.

De af jer, der har fulgt debatten – herinde og i bredere kredse – er nok opmærksomme på, at ministeren kritiseres fra mange kanter for sit fokus på landbruget, der i mange tilfælde går ret heftigt ud over natur og miljø.

Det bekymrer mig, at Eva Kjer Hansen indtil videre kun har vist sig at være landbrugets minister: Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, er da også en af de få, der åbenlyst glæder sig over ministerens udmeldinger.

Ministeren forsvarer de mange ændringer på miljøområdet og beder os vente med vores kritik, til vi ved, hvad der bliver sat i stedet for randzoner, mere gylle og sprøjtning og lempelser af kystbeskyttelsen. Det er svært ikke at være kritisk, for indtil videre får man den klare fornemmelse, at regeringen vil løse miljø- og landbrugsudfordringer og problemer med mere gylle, mere gift, mindre natur og mindre beskyttelse.

Ignorerer natur- og miljøeksperter 
Der er ikke noget galt i at ville gøre noget godt for landbruget. Det vil jeg også – men jeg har bare nogle helt andre ideer om, hvordan vi løser krisen i landbruget. Løsningen er for mig ikke mere gylle og større konventionelle landbrug, men snarere mere økologi, mere iværksætteri, flere små og bæredygtige brug – økonomisk og miljømæssigt – mere nytænkning og mere faglig stolthed tilbage i erhvervet.

Der er dog noget helt galt i at føre miljø- og naturpolitik på landbrugets præmisser. Miljøpolitik skal føres på miljøets præmisser. Naturpolitik på naturens præmisser. Så såre simpelt er det faktisk, men alligevel en ret kompliceret proces, for den fordrer, at man lytter til dem, der ved noget om miljø og natur.

Og her finder jeg det bemærkelsesværdigt, hvor lidt ministeren har vist sig villig til at lytte til andre end dem, der bekræfter hende i, at landbruget skal have mere og naturen ingenting. Det ærgrer mig, at vi har så mange kloge hoveder – der til enhver tid tilbyder deres ekspertise og faglighed – men som ministeren hidtil nærmest har ignoreret. Den tidligere Venstre-regering lyttede ellers til fagkundskaben, da den selv foreslog, at man udlagde 25.000 hektar statsskov til urørt skov. Det var spændende, og det håber jeg, at Eva Kjer Hansen stadig vil diskutere.

Alternativets vision for naturpolitik
Det vil vi i hvert fald gerne i Alternativet. Derfor fremlægger vi i disse dage vores vision for naturpolitikken. Intentionen med vores naturudspil er at stoppe tabet af biodiversitet i Danmark.

Vi har formuleret 25 konkrete initiativer, som vi har samlet i et idékatalog. Men vi har ikke fremsat nogle beslutningsforslag. Vi har været grundige og talt med en masse fagfolk, men det er vores alle natur, og derfor vil vi have en bred debat. Vi vil høre, hvad I synes om vores ideer, så vi sammen kan kvalificere dem endnu mere og ende med en samlet pakke, der kan gøre, hvad der er nødvendigt for naturen. Når vi taler om biodiversitet, er vi derfor især interesserede i biologernes mening om vores forslag. Det er dem, der ved, hvad vi skal gøre for at stoppe tabet af biodiversitet og få den tilbage, vi allerede har mistet.

Jeg ønsker et samfund, hvor vi giver plads til biodiversiteten og til den vildhed, der skal til for at evolutionens kreativitet kan udfolde sig. En vild og mangfoldig natur er også vigtig for at sikre rige naturoplevelser for danskerne til alle tider – det er i naturen, at vi drages af livets forunderlighed og lærer at forstå livets udvikling og tilpasning.

Faglighed giver regler mening
Ministeren vil ikke have regler for reglernes skyld. Reglerne skal give mening. Her er jeg enig. Men for at reglerne skal give mening, skal de være kvalificerede, saglige og fagligt begrundet.

Og det bliver de kun, hvis man lytter hele vejen rundt. Også til andre end landbruget. Derfor fremlægger vi vores vision om en rig og vild natur, vores intention om at stoppe tabet af biodiversitet og vores 25 bud på løsninger. Nu vil vi lytte til alle jer. Eva Kjer Hansen fremlægger en naturpakke i det nye år. Jeg håber, at hun også vil lytte med. Naturen er vores alle. Sådan skal det være til evig tid.

Vores naturudspil kan læses her og på min facebook-side kan du se, hvor du kan kommentere og debattere de konkrete forslag. Tjek også gruppen biodiversitet.dk på Facebook for debat.

Forrige artikel LA: Optimal balance mellem miljø og fødevarer LA: Optimal balance mellem miljø og fødevarer Næste artikel L&F: Historisk opbakning til landbruget L&F: Historisk opbakning til landbruget