Lokalformand for Alternativet: Have­folket er et overset potentiale i den grønne omstilling

DEBAT: Klimakampen har kun øje for den politiske kamp for fremtiden, hvilket efterlader det enkelte menneske initiativløst og afventende. Men på landet foregår en fredelig bevægelse, som er undervurderet i politik og medier, skriver Ulla Munksgaard (ALT).

Af Ulla Munksgaard
Forperson, Alternativet Lolland-Falster

Her kommer fra dybet den grønne armé - lettere omskrivning af Jeppe Aakjær.

Vi har lidt over en million haveejere i Danmark, som udgør et væsentligt potentiale i den grønne omstilling. Det er et overset potentiale i den grønne omstilling - overset af politikere og medier.

Men det grønne vækstlag på landet er i kraftig udvikling. Her er et tilfældigt udsnit af facebookgrupper: Økologisk køkkenhave - dyrkningsmetoder, Den selvforsynende have, Dyrkning efter permakultur principper i praksis, Vild med have, Permakøkkenhave, Vilde haver og natur, Vild-havementor - Vores Natur, Vild have med vilje, biodiversitet.dk, De vilde haver, Danmarks vilde haver, Fra have til mave, Havebrug og selvforsyning, Selvforsyning i det små, Urtekundskab 4, Biodiversitet i haven, Fugle i haven, Brug dine krydderurter, Planter - køb, salg, bytte - og meget mere ...

Initiativet er taget fra den enkelte
Når vi lige nu taler om modsætninger i land og by, så er der lige nu mest fokus på de nationalkonservative landbrugere over for en progressiv intellektuel bykultur. Her tales om et bondeoprør og en mink-vakt trumpisme.

Men der er en anderledes mere fredelig bevægelse på landet, som er undervurderet i klimakampens retorik og politiske klimamål.

I denne nye - nødvendige! - klimaideologi båret og styrket af demonstrationer og mediesensationer, har man - typisk ideologisk - taget initiativet fra det enkelte menneske.

Klimakampen har kun øje for den politiske kamp for fremtiden, hvilket efterlader det enkelte menneske initiativløst og afventende, at "nogen" redder kloden fra undergang. Det er i denne ideologisk skabte passivitet og politiske parkering, at havefolket slår til.

"Udfordringen er, at verden hidtil har fokuseret på, hvad regeringer og virksomheder kan udrette, men borgerne er ikke blevet involveret. Før det sker, oplever vi ikke et gennembrud," skriver Lise Kingo i Information.

Protest mod overforbrug
Permakulturen, de vilde haver og omlægning til mere biodiversitet i urtehaverne viser en jordnær handlekraft og en "her-og-nu"-vilje til forandring.

Under dommedagstrompeterne udvikles et liv i harmoni med de nære omgivelser som en ny livsstil, der ikke højlydt protesterer eller markerer sig sensationelt i medierne, men får et aftryk ved ikke at deltage i den økonomiske vækststrategi og vareforbruget.

I begyndelsen af 1900-tallet så vi gennembruddet for den folkelige kultur på landet båret af digteren Jeppe Aakjær både i skarp protest mod de urimelige livsvilkår, men også i en kraftfuld og kærlig hengivelse til det naturgivne liv på landet.

Vi ser på en måde den samme bevægelse nu i en skarp protest mod en livsstil domineret af overforbrug, sort energi, ensidig fokus på økonomisk vækst og tøvende regeringstiltag for den grønne omstilling, men også en vilje til at skifte livsstil til harmoni og omsorg for det nære liv i haven og naturen.

Det grønne vækstlag rummer en betydelig ressource til grøn omstilling og er nok et stærkere alternativ end den nationalkonservative protestbevægelse. Der er stadig et Alternativ!

Forrige artikel Nyt Europa på femåret for COP21: EU er helt afgørende for klimasucces Nyt Europa på femåret for COP21: EU er helt afgørende for klimasucces Næste artikel SF og Dansk Miljøteknologi: Sådan bør udbud af oprensningsopgaven se ud SF og Dansk Miljøteknologi: Sådan bør udbud af oprensningsopgaven se ud