Ret skytset mod de virkelige natur-problemer
DEBAT: DN tager fejl, når de skyder på kommunerne. En kompliceret lov og alt for få ressourcer er problemet, når det kommer til beskyttelse af §3-områder. Det mener Hanne Stensen Christensen.
Af Hanne Stensen Christensen
Kontorchef for Natur og Vandkontoret i Næstved Kommune og medlem af KTC's faggruppe for natur og overfladevand
Så er der igen diskussion om kommunernes indsats i forhold til de områder, der er beskyttet af naturbeskyttelseslovens §3. Miljøministeriet har slået fast, at kommunerne løser opgaven med at administrere naturbeskyttelseslovens paragraffer lige så godt som amterne. Ministeriet har lavet en undersøgelse og udsendt en pressemeddelelse, der dokumenterer dette. Det er glædeligt for os, der har ansvaret for kommunernes indsats – men det er ikke særligt overraskende. Vi, der har fingrene i den kommunale hverdag, ved at sagerne og afgørelserne følger samme spor som i de gamle amter.
DN skyder den forkerte vej
Danmarks Naturfredningsforening fortsætter ikke desto mindre med at skyde på kommunerne og mener, at kommunerne ikke rejser tilstrækkeligt mange sager. At mange kommuner så gør en større indsats end de gamle amter, f.eks. i forhold til registrering af naturen, går DN let henover.
Der skydes imidlertid den forkerte vej – problemet er ikke kommunernes administration, men en kompliceret lov og alt for få ressourcer til naturpleje og miljøvenlig drift.
Naturen har det stadig skidt
Tilbage står jo, at naturen har det skidt. Samtidig med at kommunerne er blevet frikendt, har bl.a. DMU dokumenteret, at naturen bestemt ikke har fået det bedre de sidste 20 år – tværtimod så går det fortsat tilbage på alle vigtige områder. For 20 år siden fik §3 i Naturbeskyttelsesloven sin nuværende form og en lang række naturområder blev beskyttet. Det har ikke været tilstrækkeligt, den lovmæssige beskyttelse har ikke været nok til at forhindre tilbagegangen for naturen.
Naturbeskyttelseslovens §3 kunne f.eks. ikke forhindre genopdyrkningen af de braklagte arealer. Mange af de braklagte arealer var blevet gode levesteder for dyr og planter, men er nu blevet genopdyrket. Et stort problem er det også at mange naturområder forringes, fordi der ikke kan fastholdes en ekstensiv landbrugsdrift i form af græsning og høslet.
Enklere lovgivning nødvendig
Vi har brug for en lov, der mere effektivt beskytter naturområderne. Der er alt for mange eksempler på, at det er uklart, hvad der er beskyttet – hvilket DN's masseanmeldelser også viser. Kun en lille del af anmeldelserne viste sig faktisk at være overtrædelser og førte til rejsning af sager.
I dag kræver det specialviden indenfor botanik og for nogle områder også kendskab til dyrkningshistorien for at afgøre, om et areal er beskyttet natur. Hvis arealet har været braklagt eller omfattet af en aftale om miljøvenlig drift, kræves også kendskab til områdets tilstand for 10 eller 15 år siden. Dertil kommer, at områder kan ”vokse både ud og ind af beskyttelsen”. Et område kan f.eks. blive til beskyttet natur, hvis drænene misligholdes, eller et område kan holde op med at være beskyttet natur, hvis det gror til med buske og træer. Det er alt for kompliceret både for kommunerne, naturorganisationerne og lodsejerne. Vi må have en enklere lovgivning, der er lettere at administrere, så det er mere klart hvad der er beskyttet natur.
Der skal være ressourcer til drift og naturpleje
Der skal også gøres en mere aktiv indsats for de naturområder, der er afhængig af naturpleje. En meget stor del af naturplejen af enge, overdrev, heder og strandenge finansieres via EU-tilskud til miljøvenlig drift. Tilskudsordningerne til miljøvenlig drift er imidlertid nu blevet ændret, så de fremover hovedsagelig kan anvendes inden for Natura 2000-områderne. Det er selvfølgelig vigtigt, at der sker en indsats her, men det kommer til at ske på bekostning af de andre værdifulde naturområder uden for Natura 2000-områderne.
Mange naturområder kan ikke få naturpleje
F.eks. er engene langs med Susåen ikke udpeget som Natura 2000-område, og til trods for at der har været miljøvenlig drift i 15 år, kan disse aftaler ikke fortsættes. Der kan heller ikke opnås tilskud til miljøvenlig drift af de nye vådområder, som er ved at blive etableret over hele landet – det ville ellers sikre langt mere natur her. Samlet set er der kun penge til miljøvenlig drift af mindre end halvdelen af de naturarealer, der har behov for drift. Pengene rækker til drift af ca 110.000 ha, men det reelle behov er 2 eller 3 gange så stort. Hvis man vil sikre drift og naturpleje, kræver det flere penge.
Altså – hold op med at skyde på kommunerne, vi gør en god indsats inden for lovgivningens rammer. Ret i stedet skytset mod de virkelige problemer, som blandt andet tæller den utilstrækkelige lovgivning og de manglende ressourcer til naturpleje.
