Brancheforening: Planlov bremser vækst i akvakultur

DEBAT: Planloven bremser investeringer i ny teknologi, der kan skabe vækst og nye arbejdspladser i landdistrikterne, skriver Brian Thomsen, direktør i Dansk Akvakultur.

Af Brian Thomsen
Direktør, Dansk Akvakultur

Væksten i verdens befolkning betyder, at udbuddet af fisk skal øges med astronomiske 48 mio. tons frem mod 2050. Det er langt mere, end der kan fiskes i havene, og derfor skal væksten komme fra akvakultur. I perioden 2000 - 2012 voksede den globale produktion af fisk i akvakultur med 6,2 pct. om året. Det placerer akvakultur som den hurtigst voksende fødevareproducerende sektor, og i 2012 kom næsten hver anden spisefisk fra akvakultur. Andelen forventes at vokse til 62 pct. i 2030.

Derfor rummer akvakultur et betydeligt vækstpotentiale, og Danmark har gode muligheder for at få del i væksten. Det skyldes, at vi anvender verdens nok mest effektive og miljøvenlige teknologier, og at de danske producenter af fiskefoder og recirkuleringsteknologi til fiskeopdræt er blandt verdens bedste.   

Dansk akvakultur kan bidrage til at løse den globale udfordring med at skaffe flere fisk. Gevinsten for Danmark er øget eksport og nye arbejdspladser i landdistrikterne. Men det kræver, at sektorens rammevilkår styrkes, og det indebærer blandt andet, at planloven skal ændres.

Lige vilkår for akvakultur
Væksten vil blandt andet skulle ske via investeringer i nye landbaserede anlæg, men planloven hindrer eller besværliggør etablering af sådanne anlæg.

Der er en række forhold, som gør, at nye opdrætsanlæg kun kan etableres i det åbne land (landzonen). Det kræver en tilladelse. Men det er særdeles vanskeligt, fordi landzonen er forbeholdt landbrug, skovbrug og det traditionelle fiskerierhverv. Den nuværende planlov undtager ganske vist byggeri, der er erhvervsmæssigt nødvendigt, men undtagelsen omfatter kun landbrug og fiskeri og ikke akvakultur. Vi ønsker derfor, at planloven bliver ændret, så akvakultur bliver reguleret på samme måde som anden husdyrproduktion, skovbrug og fiskeri.

Derfor kvitterer vi for regeringens beslutning om at liberalisere planloven, så det bliver muligt at investere i flere bæredygtige projekter. Det vil fremme investeringer og beskæftigelse i landdistrikterne.

Forrige artikel Ejendomsforeningen: Tvangssalgsloven ligner ekspropriation Ejendomsforeningen: Tvangssalgsloven ligner ekspropriation Næste artikel Byplanlaboratoriet: Blandede byer er mest velfungerende Byplanlaboratoriet: Blandede byer er mest velfungerende