Moderne skovbrug gavner biodiversiteten

DEBAT: Det er ikke nutidens skovdrift, men fortidens misbrug af skovdrift, som er forklaringen på de mange rødlistede arter i skovene, mener Dansk Skovforening.

Af Martin Einfeldt
Informationschef i Dansk Skovforening

Danmarks Miljøundersøgelser udtalte til Altinget tirsdag 13. april at skovbruget er en af de største syndere over for de 427 truede arter på den nye rødliste. Men det er forkert: Skovarterne på rødlisten skyldes fortidens misbrug af skovene.

Der er mange skovarter på rødlisten fordi Danmark fra naturens hånd er et skovland, og fordi skovene næsten var udryddet i Danmark for 200 år siden. Dengang, cirka år 1800, begyndte tilplantningen af Danmark. Formålet var ganske rigtigt at producere træ og ikke biodiversitet, men det betød dog at skovarealet blev bygget op fra cirka 3 % til vores dages cirka 13 %.

Derfor er langt hovedparten af de danske skove under 200 år gamle og har det meste af tiden haft træproduktion som formål. Da de truede arter ofte knytter sig til gammel skov med meget dødt ved, har det altså en naturlig og over 200 år gammel årsag, at de er truede.

I de seneste årtier har samfundet efterspurgt stadig større beskyttelse og udvikling af skovenes naturværdier, herunder biodiversitet, og skovbruget har også leveret denne vare. Både i private skove og i offentlige.

Siden 1989 har skovloven foreskrevet "flersidig skovdrift", og skovbruget har praktiseret det med fx naturnær skovdrift og beskyttelse af habitatområder og andre nøglebiotoper.

Og mængden af døende træer og dødt ved i skovene STIGER i disse år. Den "synd" som Danmarks Miljøundersøgelser taler om, skete i en fjern fortid. Moderne skovbrug er ikke synderen over for de mange skovarter på rødlisten, sådan som Danmarks Miljøundersøgelser fejlagtigt påstår.

Endnu mere biodiversitet i skovene? Så gerne
Det er sandt at samfundet kunne få endnu mere biodiversitet i skovene, hvis man betalte (et i øvrigt ret beskedent beløb) for denne efterspørgsel. Det skrev vi om på Altinget i februar i år (her). 

Skovforeningen har flere gange over for politikerne foreslået en licitationsordning: Politikere og myndigheder kan lave en liste over de naturværdier som man efterspørger i de private skove (fx urørt skov, gamle driftsformer, genskabelse af naturlig hydrologi, etablering af løvskovbryn, efterladelse af dødt ved og træer til naturlig henfald m.m). Herefter kan private skovejere tilbyde projekter inden for de ønskede kategorier.

Staten kan så frit vælge blandt de projekter der giver mest natur og biodiversitet for pengene. Det vil gøre det attraktivt for skovejerne at producere disse værdier til samfundet, og der vil komme masser af biodiversitet og nye naturværdier ud af det.

Forrige artikel Vi skal løse landbrugets krise med en målrettet indsats Næste artikel DMU svarer på kritik fra Skovforeningen