Lad os sikre den eksisterende natur først

DEBAT: Det er positivt, at der afsættes penge til naturgenopretning, men hvorfor ikke fokusere på at sikre den natur, vi allerede har, spørger Peder Størup fra naturbeskyttelse.dk.

Af Peder Størup
Indehaver af naturbeskyttelse.dk

Det er selvfølgelig positivt, at der afsættes penge til naturgenopretning, men det er meget bekymrende, at den eksisterende natur ikke sikres først.

I de seneste 10 til 15 år har vi oplevet et tab af natur uden sidestykke. Tabet skyldes primært en intensivering af landbrugsdriften. Naturbeskyttelse.dks gennemgang af satellit-og luftfotos taler sit tydelige sprog og dokumenterer i hundredvis af beskyttede naturarealer, som i dag er blevet til intensivt dyrkede marker.

Den udvikling truer ikke kun biodiversiteten, men også det landskab og den kulturhistorie, vi forbinder med Danmark. Uden de små naturlommer vil de større naturområder komme til at ligge isoleret og afsondret fra hinanden, og den nødvendige genetiske udveksling af arter vil ikke finde sted. Kort sagt er pengene givet dårligt ud til nye naturområder, hvis vi ikke sikrer de eksisterende først.

Det må vel også siges at være lidt meningsløst, at samfundet i den ene ende investerer store summer i naturgenopretning for at skabe mere natur og fjerne næringsstoffer, mens industrilandbruget i den anden ende fjerner natur?

En god investering
En ny rapport bestilt af EU-Kommissionen (The Economics of Ecosystems and Biodiversity) slår fast, at der kan være mange penge at spare ved at investere i naturbeskyttelse.

Naturen sikrer nemlig fri adgang til blandt andet rent vand og naturlig klimaregulering, og det er ofte billigere at sikre økosystemet end at skulle investere i teknologiske løsninger. Rapporten opfordrer derfor til, at der arbejdes intensivt for at sikre en bedre forståelse for vigtigheden af økosystemet og biodiversitet. Det skal også sikre, at klimaforandringerne begrænses.

Regeringen har ansvaret for at sikre kommunerne de økonomiske og administrative rammer.

Forrige artikel Kursen er sat mod renere skibsfart Næste artikel Naturen forsvinder - vil KL gøre noget ved det?