Kommunerne arbejder aktivt med klimaindsatsen

DEBAT: I denne uge lyder startskuddet til Klima Camp DK 08. Initiativet går på tværs af de traditionelle offentlige og private interesser på teknik- og miljøområdet. Målet er at skabe handling, skriver Formanden for KTC

Af Mikael Jentsch,
formand for KTC, teknisk direktør, Frederikshavn Kommune.

Udsagn om kommunernes klimaindsats eller mangel på samme kæmper i denne tid med vurderinger af de økonomiske rammebetingelser, som staten giver kommunerne for klimaarbejdet.

Der er rigtigt mange kommuner, der har gang i spændende og perspektivrige klimaprojekter, der batter, og der er mange, der er klar til at blive realiseret; nogle sættes ikke i gang netop p.g.a. rammebetingelserne. Men mange aktiviteter strander også p.g.a. manglende initiativ og fordi det er svært at ændre indgroet adfærd.

Klimaarbejde kan skabe bedre arbejdspladser
Det må vi lave om på, og det er udgangspunktet for det samarbejde som KTC har iværksat i samarbejde med Foreningen af Rådgivende Ingeniører og foreningen Dansk Miljøteknologi.

Med samarbejdet erkender de tre parter, at ansvaret for handling også skal løftes i de mange konkrete projekter og samarbejder som kommunerne og deres private samarbejdspartnere har.

Jeg tror, at der set fra en kommunale vinkel, er et par vigtige sigtepunkter man skal holde sig for øje i arbejdet med klimaindsatsen:

Klima er ikke kun teknik! Der er en lang række organisatoriske tilgange og tiltag, der kan gøre forskellen på, om der faktisk handles på udfordringerne.

Ledelsesmæssigt fokus er en indlysende og grundlæggende forudsætning i denne sammenhæng.

Gribes indsatsen rigtigt an, kan klimaprojekterne skabe drive og bidrage til, at skabe spændende og udviklende arbejdspladser. Og det vil jo ikke være en dårlig sideeffekt i en tid hvor rekruttering også er på dagsordnen.

Klimaløsninger kan skabe bedre leveområder
Vi skal kigge ud over teknik og miljøområdet! Vi må i teknik- og miljøsektoren smide skyklapperne og indse, at "vores område" er eet blandt mange kommunale ansvarsområder.

Derfor må vi tænke, planlægge og handle bredt, så flere gode hensyn inddrages i løsninger og projekter. Kan projekterne f.eks. inddrage levevilkår, rekreative muligheder og erhvervsudvikling, så har vi nogle gode og stærke projekter, der også er levedygtige i de politiske realiteters verden.

Regn som grundregel med at investeringer skal løse mindst to kommunale udfordringer.

Mere samarbejde med de private
Vi skal udbygge samarbejdet med vores private samarbejdspartnere. Der er over de sidste 10 år høstet mange gode erfaringer med nye samarbejdsformer og organiseringer af samarbejdet mellem offentlige og private.

Vi skal bygge videre på disse gode erfaringer også i klimaarbejdet og være indstillet på, at få de traditionelle parader ned - vi har en fælles interesse i at indsatsen får fuld fart på.

Gribes klimaarbejdet an bl.a. med disse sigtelinjer for øje, så har vi en sag som kan samle og profilere teknik- og miljøsektoren på en positiv og fremadrettet måde.

 

Forrige artikel Vi skal lære af fortidens fejl Næste artikel Fødevareerhvervet har en vinderstrategi på klimaområdet Fødevareerhvervet har en vinderstrategi på klimaområdet