Vattenfall-direktør: Sammen kan vi knække klimakurven

DEBAT: Energiselskabet Vattenfalls direktør forklarer her, hvorfor de har lanceret en storstilet klimakampagne, som miljøorganisation betegner som hyklerisk.

Af Bjarne Korshøj,
Direktør, Vattenfall

I disse dage dækker 100.000 orange figurer en pæn del af Rådhuspladsen i København. Figurerne repræsenterer det antal borgere, som i de seneste uger har underskrevet et europæisk klimamanifest i kampen mod globale klimaforandringer.

Manifestet vil på klimatopmødet i Poznan, Polen i december blive overrakt europæiske politikere.

Bag initiativet står Vattenfall, der i dag er en af Europas største CO2-udledere, men samtidigt en af de mest ambitiøse energivirksomheder, når det gælder om at skære ned på CO2-udledningerne.

Teknologien er klar
Målet er at gøre vores samlede el- og varmeproduktion i Norden CO2-neutral allerede i 2030 - og for de øvrige lande i 2050. Det er en kolossal opgave. Nogle af de mest synlige initiativer i Danmark er massive investeringer i vindkraft og biomasse.

Hos os er der ikke så meget dommedagsprofeti, når vi taler klima. Vore beregninger viser, hvordan det kan lade sig gøre at knække klimakurven.

Teknologierne findes, industrien er parat. Men markedsmekanismer kan åbenbart ikke alene sørge for, at det sker.

Vi mangler, at verdens politikere bliver enige og tager affære. Det er derfor, at vi i Vattenfall har taget initiativ til den klimakampagne, som har kørt i tv, på nettet og trykte medier i de seneste uger.

100.000 har skrevet under
Vi vil gerne involvere borgerne og sammen med borgerne opfordre politikerne til at skride til handling. Klimamanifestet er allerede underskrevet af mere end 100.000 europæere, heraf mere end 10.000 i Danmark.

Manifestet har tre punkter:

          o Vi skal have en global pris på CO2-udledning
          o Vi skal i højere grad støtte klimavenlige teknologier
          o Vi skal stille klimakrav til produkter

Det er vores bidrag til den generelle klimadebat. Vi håber, vi kan være med til at sætte klima på dagsordenen - og at vi kan engagere folk i at finde løsninger.

Vi har nemlig brug for, at alle midler tages i brug for at håndtere klimaforandringerne - den største udfordring i vores tid.

Forrige artikel Landbrugsraadet: Nej til flere erstatningsordninger Næste artikel Trafikprognoser - politik eller videnskab?