DF åbner op for flere erstatningssager

ERSTATNINGER: Dansk Folkeparti imødegår kritik af erstatninger til naboer til vindmøller: De attraktive erstatningsregler skal måske også gælde andre ting, som skader ejendomsværdien.

Flere skal have erstatning, hvis de bliver naboer til alt fra gylletanke til motorveje. Det erklærer Dansk Folkepartis energiordfører sig nu villig til at åbne op for som en udløber af diskussionen om den omstridte erstatningsordning til vindmøllenaboer, som et bredt flertal i Folketinget forventes at vedtage dette efterår.

Erstatningsordningen, som er en del af det lovforslag, der skal fremme vedvarende energi i Danmark, er blevet kritiseret af grønne organisationer, erhvervsorganisationer og miljøretseksperter.

Et af de største kritikpunkter har været, at der allerede findes generelle naboretlige regler, som naboer, der har værditab på deres ejendomme, kan bruge til at kræve erstatning med.

Messerschmidt: Bestemt ikke afvisende
Erhvervslivet frygter en bølge af krav om flere ordninger, og miljøretseksperter peger på problemet i at forskelsbehandle borgerne.

Men Dansk Folkepartis energiordfører, Morten Messerschmidt, erklærer sig nu villig til også at øge adgangen til erstatninger for borgere, hvis ejendomme har tabt værdi på grund af andre installationer end lige vindmøller.

"Det vil jeg bestemt ikke være afvisende over for. Det er et sundt princip. Hvis man forvolder skade på nogle menneskers ejendom, så skal man erstatte det," siger Morten Messerschmidt.

Han peger på, at flere naboer til vindmøller har fået rettens ord for, at de har lidt et værditab på grund af vindmøllerne, men at deres tab ikke har været stort nok til, at der kunne udbetales erstatning. Det er disse mennesker, Dansk Folkeparti vil hjælpe med erstatningsordningen, og nu muligvis også folk, der bliver naboer til andre installationer, der mindsker ejendomsværdien.

K: Ordningen skal ikke bredes ud
Ordførere fra De Radikale og De Konservative vender dog tommelfingeren nedad til Messerschmidts forslag.

"Vi har jo netop gjort meget ud af at sikre, at det er meget klart, at det er særlovgivning, som er 100 procent rettet mod vindmøller. Vi er ikke indstillet på at åbne op for lignende regler på andre områder," siger den konservative miljø- og energiordfører, Per Ørum Jørgensen.

Johs. Poulsen (R) mener, at regeringen har et problem.

"Vi har jo længe advaret om, at denne ordning vil skabe præcedens. Det er jo derfor, vi har ønsket at begrænse ordningen, men det har Dansk Folkeparti været imod. Men så må regeringen jo spørge sig selv, om de er villige til, at der skal være lignende regler på andre områder også," siger Johs. Poulsen.

DI: Gerne flere erstatninger, bare der er ens regler
Dansk Industri har været blandt de store kritikere af erstatningsordningen, især på grund af, at politikerne med lovforslaget laver særlovgivning. Og de ønsker ikke mere af samme slags.

"Men hvis politikerne vælger at øge adgangen til erstatninger på alle områder generelt via den eksisterende lovgivning, så er vi mindre bekymrede. Det, vi gerne vil undgå, er alle mulige former for særlovgivning, der gør det svært for virksomhederne at gennemskue, hvilke krav der kan ramme dem," siger Richard B. Larsen, der er underdirektør i DI.

Forrige artikel Øko-salget fordoblet på fire år Næste artikel Ingen møder i salen under Nordisk Råds session