V: Hvad har Ida Auken imod urørt skov?

REPLIK: Ida Auken (R) kalder Venstres planer om mere urørt skov for "pyntegrønt". Det er både ærgerligt og uforståeligt. Med planerne om urørt skov gør regeringen mere for biodiversiteten, end hvad den tidligere regering nogensinde gjorde, skriver Anni Matthiesen (V).

Af Anni Matthiesen (V)
Naturordfører

Netop nu er vores regering i fuld gang med udarbejdelsen af en naturpakke, som blandt andet skal indeholde udlæggelse af urørt skov.

Urørt skov er skov, hvor der ikke drives skovdrift. Urørt skov betyder altså ikke skov, hvor man ikke må være. Tværtimod vil det måske gøre danske skovarealer endnu mere attraktive for danskerne, når vi lader dem ligge urørt.

Vores regering har længe arbejdet for, at en del af de danske statsskove skal udtages som urørt skov. Dog selvfølgelig i balance med træproduktion og friluftslivet. Med naturpakken kan vi endelig realisere dette.

Fordelene ved urørt skov
Men hvorfor vil vi have mere urørt skov? Fordi vi gerne vil standse faldet i biodiversiteten, og der er bred enighed om, at urørt skov er det mest effektive virkemiddel til at opnå dette.

Danmark har forpligtet sig til at standse tilbagegangen i vores biodiversitet inden udgangen af 2020. En høj biodiversitet er vigtig for, at vi kan bevare en sund og varieret natur i Danmark. I skovene er der et enormt potentiale for mere biodiversitet, og dermed er skovene et naturligt sted at starte.

Samtidig er det billigt at lægge indsatsen i skovene. Langt billigere end at sætte ind i det åbne land. Københavns Universitet har beregnet, at vi kan nå samme biodiversitet i skovene som ved initiativer i det åbne land for blot 1/8 af prisen på 1/6 af arealet.

Urørt skov kan danne ramme om et mylder af liv. Ved eksempelvis at lade væltede løvtræer ligge skaber vi rum for masser af insekter og plantearter, der bidrager til en sund, varieret natur. Vi er alle medejere af statsskovene, og jeg tror på, at vi som medejere alle har lyst til en skov, der er i balance med naturen, og hvor der findes en bred vifte af arter.

Uforståelig politisk modstand
Biologer er helt enige i, hvad der skal til. Stort set alle politikere efterspørger mere biodiversitet. Hvorfor har vi så set så stor politisk modstand mod urørt skov? Det undrer jeg mig over.

Ida Auken (R) har for nyligt skrevet på Altinget, at en smule skov ikke sikrer et grønt plus. Hun kaldte sågar vores planer om urørt skov for ”pyntegrønt”. Det, synes jeg, er ærgerligt og uforståeligt. Med vores planer om urørt skov gør vi i virkeligheden mere for at standse faldet i biodiversiteten, end hvad den tidligere regering og Ida Auken nogensinde lagde op til. Med Naturplan Danmark lagde den tidligere regering op til at udtage 0,001 procent af de danske skove. Til sammenligning har vores Venstre-regering foreslået at udtage 20 procent.

Når Ida Auken hævder, at ”naturen skal prioriteres overalt”, klinger det også hult. For den tidligere regering gjorde nemlig aldrig noget ved skovene. Vores regering har netop forstået at prioritere. Vi bruger pengene der, hvor vi får mest natur for dem. Jeg mener, det er sund fornuft, at vi bruger skatteborgernes penge med omtanke og der, hvor de skaber størst værdi og færrest gener.

Nu håber jeg, at de andre partier også har lyst til at skabe mest mulig natur for pengene.

Forrige artikel EL: Regeringen er faret vild i naturen EL: Regeringen er faret vild i naturen Næste artikel Naturbeskyttelse.dk: Naturstyrelsen burde stile højere på naturens vegne Naturbeskyttelse.dk: Naturstyrelsen burde stile højere på naturens vegne