DN: Troels Lund har intet belæg for at skrotte Grønt Danmarkskort

DEBAT: Grønt Danmarkskort kunne være den første reelle markering af, at de folkevalgte vil gøre en helhjertet indsats for naturen, skriver direktør i Danmarks Naturfredningsforening Michael Leth Jess. Han ærger sig over, at initiativet har kurs mod skraldespanden.

Af Michael Leth Jess
Direktør i Natur & Plan, Danmarks Naturfredningsforening

Erhvervs og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) tager fejl, når han til Altinget oplyser, at den plan, der skulle give en yderst trængt natur bedre plads og mere sammenhæng, vil skade landbruget. 

Sagen er nemlig, at et Grønt Danmarkskort vil være omkostningsfri for lodsejerne og vil ikke forhindre en eventuel udvidelse af produktionen. Det viser et notat fra Miljøministeriet. 

Grønt Danmarkskort er en del af Naturplan Danmark, der skal være med til at opfylde de danske forpligtelser til at stoppe tabet af biodiversitet i 2020. 

Naturplanen ofres unødigt for landbruget
Naturplan Danmark er skåret voldsomt ned i den nye finanslov, og nu bebuder regeringens vækstminister så, at den centrale del af Naturplan Danmark skal skrinlægges.  

Argumentet lyder således: 

”Reglerne om et Grønt Danmarkskort kan efter omstændighederne få uheldig betydning for landbruget, da udpegningen af potentielle naturområder kan betyde nye krav til landbruget,” skriver den tidligere miljøminister i et skriftligt svar til Altinget.

Men det passer nu ikke. 

I notatet fra Miljøministeriet kan man således læse, at:  

”Det fremgår af Naturplan Danmark, at ”Grønt Danmarkskort medfører ikke, at lodsejere får pligt til at etablere natur eller iværksætte naturpleje inden for kortet. En udpegning på kortet medfører således ikke ny regulering, der stiller erhvervsinteresser i arealanvendelsen ringere og vil derfor heller ikke gøre det vanskeligere at udvide husdyrproduktionen.”

Den grønne motorvej
Det er klart, at hvis ”Grønt Danmarkskort” betyder, at offentlige naturforvaltningsmidler, fondes opkøb og landbrugsstøtte i højere grad finder derhen, hvor det giver mest mening for kontinuitet og udvikling af natur, så er der sket en forandring af status quo. 

Det hedder ikke ”nye krav” til landbruget. Det hedder ”nye muligheder”. 

Det grønne danmarkskort er et infrastrukturprojekt på samme måde som motorveje, lyslederkabler og jernbaner. 

Og der skal altså træffes nogle valg, som betyder, at ikke får lige langt til stationen. 

Vi er nødt til at sikre naturen
I Danmarks Naturfredningsforening stiller vi os uforstående overfor, at regeringen med næb og klør slår ned på alt, der har med sund planlægning af vores land at gøre. 

Naturen har brug for Grønt Danmarkskort. Det har udvalg, kommissioner og organisationer samt fakta om naturens tilstand i Danmark længe påvist. 

Kommunerne har tilkendegivet, at de gerne vil Grønt Danmarkskort, og vi opfordrer kommunerne til at holde fast i dette ønske. 

Og vi opfordrer Folketingets øvrige partier til at kæmpe for Grønt Danmarkskort. 

Det gør vi helt enkelt fordi, vi er nødt til at sikre naturen i et af verdens hårdest opdyrkede lande, med noget af Europas mindste og ringeste natur.

Kunne være en reel markering
Den negative udvikling vil fortsætte, hvis vi bare gør, som vi plejer. Eller ensidigt lemper eller fjerner natur og miljøbeskyttelsen som vi i stor stil ser ske disse måneder. 

Det er således ingen skam nu at slå et ordentligt slag for naturen i Danmark. 

Et Grønt Danmarkskort kunne være den første reelle markering af, at ikke kun befolkningen, men også de folkevalgte er villige til at gøre en helhjertet indsats for vores natur.

 

Forrige artikel L&F: De små vandløb er spild af kræfter L&F: De små vandløb er spild af kræfter Næste artikel SEGES: Rammevilkårene strammer SEGES: Rammevilkårene strammer