DI: Kjer hjælper vandvisioner på vej

DEBAT: Dansk eksport af vandteknologi og vandløsninger skal fordobles inden 2025. Eva Kjer Hansen (V) har hurtigt taget visionen til sig, og det er også helt nødvendigt, hvis målet skal realiseres, skriver Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI .

Af Karin Klitgaard
Miljøpolitisk chef i DI

I 2025 skal den danske eksport af vandteknologi og vandløsninger være på 30 milliarder kroner. En fordobling i forhold til i dag. Det er den samlede danske vandbranches mål og blev aftalt tidligere i år på en visionskonference.

Det er et ambitiøst mål, som kræver, at alle virksomheder på området arbejder sammen. Både når vi udvikler, driver og afprøver nye løsninger i Danmark, men også når vi rejser ud i verden. En succes ude starter med en dialog hjemme.

Der er og vil blive ved med at være efterspørgsel efter vandteknologiske løsninger. Verden står over for klimaforandringer, som vil medføre store ændringer i adgangen til vand nogle steder og for meget vand andre steder. Det kan vi være med til at løse.

Fra vandvision til virkelighed
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har hurtigt taget visionen til sig, og det er også helt nødvendigt, hvis målet skal realiseres. Senest har vi set, at både Vietnam, Kina og Korea er interesserede i at købe danske vandløsninger. Det er positivt, at ministeren har kastet sig ind i arbejdet for at fremme dansk eksport af vandteknologiske løsninger, og det er positivt, at hendes ministerkollega energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt har fokus på at implementere aftalen om vandsektorens organisering. Vandsektorloven er en forudsætning for, at vandbranchen kan nå målet om en fordobling af eksporten.

Arbejdet med implementeringen af vandsektorlovsaftalen i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har fokus både på at skabe en effektiv vand- og spildevandssektor, men der er også fokus på at skabe rammerne for målrettet innovation og ikke mindst rammerne for, hvordan vand- og spildevandsselskaber kan understøtte eksport af dansk miljøteknologi. I DI mener vi, at en klar og entydig rollefordeling også vil fremme de gode samarbejder, hvor forsyningssektorens erfaringer og driftskompetencer kan blive en vigtig og attraktiv del af virksomhedernes eksport, fordi den bedste reklame nu engang er fra én kunde til en anden.

Brug for engageret regering
I DI vil vi gerne være med til at fremme det gode samarbejde i branchen om at øge eksport og innovation, og sammen med DANVA og Dansk Miljøteknologi afholder vi derfor to dialogmøder 23. november 2015 i Skanderborg og 1. december 2015 i København, hvor vandvisionen, og specielt hvordan vi sammen arbejder for at fordoble dansk vandteknologieksport, bliver sat til debat.

Men selv om vi i branchen kan komme langt med samarbejde, så har vi brug for en engageret regering og embedsmandsapparat til at bakke vandvisionen op. Og her tænker jeg på alt fra vækstrådgiverne på ambassaderne ude i verden og udviklingsinitiativer på vandområdet til udarbejdelsen af en effektiv vandsektorregulering. Det er alle elementer, som er med til at skabe en endnu mere effektiv, innovativ og fremsynet sektor.

Forrige artikel Jægerforbund: Kjer kan forene miljø og fødevarer Jægerforbund: Kjer kan forene miljø og fødevarer Næste artikel KTC: Drop person-angrebene mod kommunale medarbejdere KTC: Drop person-angrebene mod kommunale medarbejdere