DN: Regeringen er ligeglad med naturen

DEBAT: Den naturpolitiske historie gentager sig selv, først som tragedie, siden som en farce, skriver Danmarks Naturfredningsforenings præsident og direktør Ella Maria Bisschop-Larsen og Michael Leth Jess. De mener, at regeringens initiativer på området emmer af ligegyldighed.

Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Natur & Plan 

og Michael Leth Jess
Direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Natur & Plan

En national naturplan har været efterlyst, siden OECD i 1999 pegede på den manglende røde tråd i dansk naturforvaltning. 

Wilhjelm-udvalget leverede et bud på en retning i 2001, som den daværende nye borgerlige regering kasserede med et ”ikke en blomst, der har groet i vores have”.

Kommunalreformen i 2007 fik igen OECD til at efterlyse en samlende kraft for den naturforvaltning, der nu blev spredt på 98 kommuner.

Regeringsmagten skiftede, og den samlende kraft i form af Naturplan Danmark forelå i 2014. 

En tragisk udvikling
Den daværende regerings egen natur- og landbrugskommission påpegede nødvendigheden i at skabe gode, holdbare løsninger for at give naturen et markant løft. 

Kommissionen anbefalede klare mål og strategier for naturen i Danmark. 

Endnu en ny, borgerlig regering har kasseret naturplanen og endnu engang omorganiseret de myndigheder, der kunne realisere visionerne i en grad, det vil kræve lang tid at komme over.

Miljøministeriet er nedlagt, og Naturstyrelsen inddampet, udflyttet og opsplittet. 

Dertil kommer, at Naturerhvervsstyrelsen er udflyttet med hud og hår. 

Hvis i bedste fald 20 procent af medarbejderne flytter med, vil det i bedste fald tage flere år, før almindelig faglighed og effektivitet er genetableret.

Udtryk for ligegyldighed
Vores opgave er ikke at tale de hårdt prøvede statslige medarbejderes sag. Det er ikke livstruende at skulle bo uden for hovedstaden, snarere tværtimod. 

Men det stadig mere ekstreme ministerfokus i de statslige styrelser gør det svært at forestille sig, at naturforvaltningens udflytning er et frihedsbrev. 

Snarere er der tale om en ligegyldighed over for effektiviteten, når det gælder opgaver, der af politiske grunde ikke skal være effektive og koordinerede.

Samtænkning af landbrug og natur kunne under andre forudsætninger have udviklet sig positivt. 

I stedet har man nu en national naturpolitik med uklare rammer, uklar organisering og uklar retning.

Forrige artikel Borgmester til regeringen: Lad fornuften sejre Borgmester til regeringen: Lad fornuften sejre Næste artikel Biolog: Venstre fodrer os med en brødløgn Biolog: Venstre fodrer os med en brødløgn