Vi skal have røv nok i bukserne til at udfordre vores børn på fremtidens løsninger

Indrømmet. Jeg er 56, og falder derfor lidt uden for Roskilde Festivals kernepublikum. 

Gennemsnitsalderen for festivalgængerne er 24. Så følelsen af at prøve lidt for hårdt at være ung med de unge har været min ledsager på dette års festival.  

Til trods for, at jeg virkelig forsøger at lytte med åbent sind, betragte uden fordomme og have pokerface, når jeg overhører en samtale mellem yngre festivalgæster, så må jeg efter dette års festival erkende, at kløften mellem generationerne ikke er blevet mindre.

Og jaja, den kløft har jo nok altid har været det. Mine forældre lagde helt sikkert også massiv afstand til deres forældres værdier, adfærd og leveformer. Men noget er alligevel anderledes.  

Ønsket om at forfølge individualiteten, retten til at være præcis, som man er, og udfordre grænserne for, hvad vi tidligere har opfattet som okay, men nu absolut (og nok helt berettiget) slet ikke er okay længere, fylder gevaldigt.  

Det er totalt befriende og dejligt, at vi er lykkedes med at opdrage vores børn til at turde være sig selv, til at insistere på retten til at tro, mene og sige, hvad de har lyst til, se ud som de har lyst til og til at dømme mange tidligere accepterede omgangsformer ude.  

Men det er også anstrengende og svært at manøvrere i. For noget af det, vi har glemt at lære dem er, at det ikke er nok kun at pege på problemet, men at den evne går hånd i hånd med evnen til at tænke i løsninger.   

Og vi har forsømt at give dem respekt og ydmyghed for historien og for, at de står på skuldrene af tidligere generationer, uden hvilke meget havde været om ikke umuligt, så i hvert fald sværere, end det er.  

{{toplink}}

Som nu til en af de få talks, som var en del af Roskilde Festivalens program. Ikke overraskende om klima. På scenen sad fire unge kvinder, som havde det til fælles, at de var klimaaktivister. Supervelformulerede, vidende og scenevante. Alle med egne fortællinger om, hvordan de selv arbejder aktivistisk for klima, som for alle fire var uløseligt forbundet med kampen for social lighed.  

Men da de blev spurgt, hvorvidt den nuværende kapitalistiske samfundsmodel kan føde de nødvendige løsninger, gik de alle fire kolde.  

Lige det med at komme med konkrete forslag til, hvordan vi politisk og strukturelt skal løse de udfordringer, som de fleste af os er helt enige om er voldsomme og bydende nødvendige, stod det lidt slapt til med. Og viden om, hvordan tidligere tider har håndteret store samfundsudfordringer blev slet ikke bragt i spil. Nok, tænker jeg fordomsfuldt, fordi de simpelthen ikke ved det. 

Det virker lidt som om de unge er virkelig skarpe til at pege på problemerne, men forventer, at nogle andre kommer med løsningerne.  

Kunne den observation være en del af en karakteristik af generationskløften? Og kunne den skyldes, at vi har curlet vores børn så meget, at vi i bare iver for at gøre deres gang på jord så let som mulig har glemt at ruste dem til selv at udtænke løsninger og hente inspiration også i fortiden?   

Har vi mon tænkt; så længe ungerne kan få øje på problemet og ved, hvem de skal spørge om hjælp, så går det jo nok? 

Hvis vi, der hører til forældregenerationerne, ikke har røv nok i bukserne til at udfordre vores børns generationer på løsninger og på viden om deres fortid, kommer vi til at se generationer, som tror, at de er de første med det meste og vitterligt mener, at de står på toppen af, hvad civilisationen kan frembringe.  

Det skylder vi hverken os selv, vores børn – eller deres efterkommere.  

{{toplink}}