Vermund: Kultur er mere end skulpturer og malerier

DEBAT: Staten skal respektere de danske værdier og skabe rammerne for, at borgerne kan bevare dem. Hvis værdierne skal udvikles og forandres, skal udviklingen komme nedefra, skriver kulturordfører Pernille Vermund (NB).

Af Pernille Vermund
Formand og kulturordfører for Nye Borgerlige

I valgkampen deltog jeg i programmet Kulturen på P1, hvor jeg blev spurgt om, hvad jeg ville gøre på kulturområdet, hvis jeg havde en pose penge med 50 millioner kroner. Prompte svarede jeg, at jeg ville bruge pengene på et nyt Vikingeskibsmuseum, da det eksisterende er ved at gå i opløsning.

Vikingeskibsmuseet er en del af vores danmarkshistorie og dermed en del af vores kulturarv og det nationale værdifællesskab. Og vores fælles arv og værdier skal vi være meget bedre til at værne om.

Så selvom det ikke kun er Vikingemuseet, vi i Nye Borgerlige vil prioritere, så er det et godt billede på, hvad vi mener, der skal prioriteres på kulturområdet.

Kultur er for os langt mere end finkultur. Kultur er en bærende enhed, der binder os sammen som folk på tværs af generationer. Vores kulturelle værdifællesskab er konsekvensen af en ældgammel selektions- og tilpasningsproces.

Den danske kultur er den måde, vi er på – med og over for hinanden. Vores sprog, vores tillid til hinanden, vores dannelse og vores traditioner.

Den danske kultur er skabt nedefra og udviklet over generationer af det danske folk. Staten skal respektere de danske værdier og skabe rammerne for, at borgerne kan bevare dem. Hvis værdierne skal udvikles og forandres, skal udviklingen komme nedefra – fra borgerne og samfundet.

Vi har en pligt over for vores forfædre
Det vigtigste for os er at passe på Danmark: danskernes frihed, sikkerhed og den danske kultur. Hvis ikke vi værner om vores land, så mister vi vores kultur. Generationer af danskere før os har kæmpet for vores frihed, udviklet vores kultur nedefra og rodfæstet den ved at bære traditioner, kundskaber og sprog videre.

Vi må ikke ødelægge det danske værdifællesskab. Vi må ikke ofre tusind års danmarkshistorie, fordi vi i et øjebliks snæversyn glemmer at værne om vores værdier. Vi har en pligt til at føre det velstående, frie og trygge samfund, vores forfædre har givet os, videre.

Politikerne har svigtet den danske kultur ved at lukke mennesker ind i vores land, der aktivt modarbejder vores værdier. Og politikerne har taget friheden fra danskerne og dermed svækket vores tillidsbaserede, kulturelle fællesskab med verdens næsthøjeste skattetryk samt en ufremkommelig jungle af love og regler. Det har vi en pligt til at rette op på.

Derfor skal udlændingepolitikken løses fra bunden, og politikerne bestemme mindre over danskernes liv. Politikerne skal ikke tro, at de bare kan udvande eller afvikle vores danske værdier.

Jeg er stolt over at være fædrelandsordfører for Nye Borgerlige. Herunder ligger blandt andet kulturordførerskabet. Jeg glæder mig til at debattere kulturpolitik med de andre partier de kommende fire år. Kulturpolitik er så meget mere end skulpturer og malerier. Det handler om at bevare vores nationale værdifællesskab. Det vil vi i Nye Borgerlige arbejde dag ud og dag ind for.

Forrige artikel Dansk Artist Forbund: Stil større krav til musikradio Dansk Artist Forbund: Stil større krav til musikradio Næste artikel Bryan Rice: Hvor er redningsplanen for den danske popmusik? Bryan Rice: Hvor er redningsplanen for den danske popmusik?