Tre DF'ere nominerede til Ting-Prisen 2014

Ting-Prisen: For første gang er det tre politikere fra samme parti, der er nomineret til Altingets årlige kommunikationspris, Ting-Prisen. Uddeles onsdag kl. 13 på Christiansborg.

Når Ting-Prisen i år uddeles for 11. gang, er det noget usædvanligt med tre nominerede kandidater, der alle kommer fra samme parti.

Ting-Prisen gives til en politiker for særlig evne til at kommunikere, så Christiansborg kommer tættere på vælgerne.

Priskomitéen består af de tidligere særlige rådgivere for henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh Rasmussen (V), partner og public affairs direktør i Rud Pedersen Jan Juul Christensen og selvstændig rådgiver i By Serup, Søs Marie Serup Layborn samt Altingets chefredaktør, Rasmus Nielsen.

De har vurderet på kandidater fra de fleste partier, men i år altså fundet alle tre nominerede fra samme parti.

De tre er:

Formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl (45)

Tidligere formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard (67)

Medlem af Europa-Parlamentet Morten Messerschmidt (33)

I motivationen hedder det bl.a.:

Kristian Thulesen Dahl, der også var nomineret i 2013, har overtaget kommunikationskommandoen som partiformand efter en stærk forgænger. Han gør det vedholdende, venligt og præcist – uden at love noget, han senere må løbe fra. Han er til stede for pressen, når det tjener partiet, og evner at være fraværende, når det bestemt ikke vil være en fordel at udtale sig.

Pia Kjærsgaard fik allerede Ting-Prisen i 2007. Nu kandiderer hun igen, fordi hun som tidligere partiformand udviser en sjældent set evne til fortsat at markere sig selv og det parti, hun har anført, uden at træde den nye formand over tæerne. Som værdipolitisk ordfører er Pia Kjærsgaard fortsat en tydelig kommunikator forrest i dansk politik.

Morten Messerschmidt formåede, i en alder af bare 33 år, at få 465.758 personlige stemmer ved sommerens valg til Europa-Parlamentet, hvilket er det højest registrerede nogensinde i Danmark. Det gør han ikke uden at være en god kommunikator. EU-politikeren indtager sit rum, taler offensivt og inciterende – og gerne med et glimt i øjet.

Med prisen følger en skulptur af Steffan Herrik, der også vil være til stede.

Alle er velkomne til receptionen. 

Forrige artikel Sådan forløber Folketingets åbning Sådan forløber Folketingets åbning Næste artikel Årets Ting-Pris går igen til Pia Kjærsgaard Årets Ting-Pris går igen til Pia Kjærsgaard