Teater: Nedfrysning af dansk kulturliv

Af Martin Lyngbo
Direktør for Mungo Park

Det danske kulturliv står over for en alvorlig trussel. Og nej, det er ikke truslen fra terror eller selvcensur. Det er heller ikke truslen fra smartphones og sociale medier.

Det er en langt farligere snigende dræber, som kan risikere at undergrave og ødelægge hele den professionelle del af kulturen – og dermed på sigt også breddekulturen.

Det er truslen fra evig indefrysning. Ubevægelighed. Dødvande. Lad mig forklare.

Kultur på standby
I Danmark bruger vi penge på kultur, og det er godt. Vi prioriterer vores sprog, vores fællesskab, vores kulturelle identitet(er), vores egenart og vores forskellighed. I alt bruger stat og kommuner omkring 23 milliarder kroner på kultur om året.

Men langt de fleste af kulturmidlerne er bundet i flerårige aftaler eller i bevillingsstrukturer, der fornyes år efter år uden spørgsmålstegn eller stillingtagen. Det er utroligt lidt ny professionel kultur, der bliver skabt i Danmark. Nærmest ingen.

Årsagen er enkel: Nutidens generelle økonomiske vilkår dikterer, at der ikke kommer nye offentlige kulturpenge. Samtidig er det stort set umuligt at flytte rundt på de eksisterende. Og voila: Ingen fornyelse.

I en politisk kontekst er det en værdi for en minister at skabe ro om et ressort. Det er den slags, der skaber karrieremuligheder. Men hver gang en kulturminister forsøger at rokke en lille smule med ørerne og flytte på nogle penge, falder himlen nærmest ned. Vi så det, da daværende kulturminister Uffe Elbæk ønskede at skabe finansiering til en nycirkus-uddannelse. Vi så det igen, da nuværende kulturminister Marianne Jelved (R) tillod sig den frækhed at lade Danmarks Radio prioritere i egne midler i forhold til UnderholdningsOrkestret.

Det statslige engagement i Elbæks nycirkus-uddannelse handlede om seks millioner kroner over tre år. Det vil sige et beløb, der svarer til 0,009 procent af den samlede nationale kulturudgift. Det var nok til at vælte en minister! Der er ikke noget at sige til, at kulturpolitikere har lært lektien: Det kan ikke betale sig at forsøge at gøre noget. Man skal gøre så lidt som muligt. Alt andet er selvmord.

Men hvad er det, der går galt? Hvorfor er det sådan? Der er tre problemer. Et hos kulturlivet, et hos politikerne og et hos medierne.

Kulturlivets krævementalitet
I kulturlivet er det efterhånden blevet en bunden opgave, at alle skal kaste sig på gulvet og skrige i kor, hvis der er kolleger, der er ved at miste deres arbejde. Skuespillere og musikere har adgang til medierne, det siger sig selv. Så en prioritering af midler, der indebærer, at nogen mister noget, afstedkommer næsten pr. definition et hyl af rædselsvækkende dimensioner. Og ingen tør sige det imod. Sådan er kulturen i kulturlivet.

Men det er jo bare krævementalitet. Og det må høre op.

Politikernes populisme
Politikerne har lært, at kulturlivet er velegnet til teatertorden og falske værdidebatter. Altså ikke de rigtige og alvorlige om krigsdeltagelse, velfærdssamfundets finansiering eller udlændinge; nej, de gratis, hvor det kun handler om påtaget forargelse, hånlige samråd og retorisk drilleri. Kultur er engagerende i den forstand, at store vælgergrupper kan bringes til at føle en masse for et orkester, de aldrig har hørt eller kendt til eksistensen af. Det er da forunderligt.

Men det er jo bare populisme. Og det må høre op.

Mediernes tabloidisering 
Og medierne tillader, at samtalen om vores danske kultur degenerer til infantilitet. Journalisterne skruer hovedet af og halser efter først de krævende kunstnere og derefter de populistiske politikere. Reel refleksion, evnen til at læse et årsregnskab eller formatet til at gennemskue kulturel kompleksitet forekommer sjældnere end en blomstring fra penisplanten i Botanisk Have.

Men det er jo bare tabloidisering. Og det må høre op.

Resultatet af den triste treenighed mellem krævende kunstnere, populistiske politikere og tabloidiserede medier er den kulturelle nedfrysning. Prioriteringerne af 23 milliarder kroner kultur gentages år for år. Der flyttes et komma og lidt småpenge, og så kører næste års kulturbudget, fuldkommen som sidste års. Omtanken og den deraf følgende omprioritering kommer aldrig. Det danske kulturliv er nedfrossent som Narnia, hvor det altid er vinter og aldrig jul.

debat@altinget.dk