Skuespilchef: Selvfølgelig skal Det Kongelige Teater spille musicals

DEBAT: Det Kongelige Teater vil gerne ud til så mange skatteydere som muligt og gerne flere forskellige steder i samfundet. Derfor har teatret en forpligtelse til også at spille musicals, skriver Morten Kirkskov, skuespilchef på Det Kongelige Teater.

Af Morten Kirkskov
Skuespilchef, Det Kongelige Teater

Forleden havde vi premiere på musicalen Cabaret på Det Kongelige Teater.

Den handler jo som bekendt om Berlin på det tidspunkt, hvor nazismen får katastrofalt hårdt fat i folket.

En musical, der normalt peger tilbage på en tid, der for længst hører til i historiebøgerne, fordi vi jo er blevet klogere; men nu en forestilling, som i lige så høj grad afspejler en mulig, dyster fremtid, fordi den tydeliggør, at vi ikke er blevet så vanvittigt meget klogere endda.

Lige til at bruge som forførende dannelsesmateriale. Cabaret er nemlig blevet en foruroligende underholdende begivenhed på højt kunstnerisk plan, hvis jeg selv skal sige det. Og det behøver jeg egentlig ikke. Publikum og langt de fleste anmeldere er enige.

Må Det Kongelige spille musicals?
Men må Det Kongelige Teater spille musicals? Det spørgsmål er igen oppe at vende, især vel fordi de såkaldt kommercielle musicalteatre vånder sig over, at nu gør vi det igen, og nogle kulturpolitikere derfor råber vagt i gevær.

Svaret på spørgsmålet er helt overordnet og uden forbehold: Ja, vi må. Selvfølgelig må Det Kongelige Teater spille musicals. Vi skal spille og udvikle musicals. Det har vi i øvrigt altid gjort, lige siden genren opstod, udsprunget af operaen og operetten engang i forrige århundrede. Ikke hver sæson, ikke hele tiden, men indimellem og gerne.

Det mere nuancerede svar handler om, hvilke musicals Det Kongelige – i hvert fald med mig som skuespilchef – vil lave.

Ud til alle skatteydere
Og svaret er ret enkelt: musicals, som er fleksible i deres fortælling i forhold til tid og rum. Musicals, som indeholder mulighed for fortolkning, mulighed for at fortælle en historie, som er underholdende og vedkommende for publikum i den tid, vi lever i lige nu.

Altså for eksempel ikke konceptuerede, færdigpakkede industrimusicals, som produceres ens i copy/paste-model over hele kloden. Dem er der som sådan ikke noget i vejen med, jeg elsker at tude til flere af dem, men det er ikke Det Kongelige Teaters opgave at spille dem. Og der forsvinder så diskussionen, om hvorvidt Det Kongelige Teater ved at producere musicals tager brødet ud af munden på de mere kommercielle musicalproducenter i Danmark, som for eksempel Det Ny Teater, for det er den slags musicals, de mest af alt lever af.

Musicals er en helt fantastisk, folkelig genre – hvis du har noget på hjerte, er musik vejen til at nå bredt ud. Det Kongelige vil gerne nå så mange skatteydere som muligt, gerne endnu flere end nu, og gerne fra flere forskellige steder i samfundet – derfor har vi en forpligtelse til også at spille musicals. Derfor gør vi det.

Forrige artikel Skuespillerforbund: Kunst er ikke kun for eliten Skuespillerforbund: Kunst er ikke kun for eliten Næste artikel Koda: EU bør droppe frikort til lovligt pirateri Koda: EU bør droppe frikort til lovligt pirateri