Scenekunstnere: Frigør diversiteten inden for scenekunst

Af Gritt Uldall-Jessen
Dramatiker og ordførende i Uafhængige Scenekunstnere (US)

Jeg arbejder inden for scenekunstområdet, så jeg vil kun beskæftige mig med scenekunst i dette indlæg, da det er det område, jeg kender bedst til.

Den vigtigste opgave inden for kulturpolitik, som den nye regering efter det kommende folketingsvalg skal tage sig af, er efter min mening at lave en strategi for, hvordan diversiteten fremmes og frigøres på scenekunstområdet.

Diversiteten halter
Som det er nu, er dansk scenekunst domineret af en bestemt gruppe: Den hvide, heteroseksuelle, mandlige middelklasse – uanset om vi taler om teaterledere, hvilke dramatikere der får opført deres stykker, hvem der iscenesætter dem, og hvem der spiller hovedrollen. Hvori består diversiteten?

Det handler ikke blot om at sikre, at der er en balanceret repræsentation af forskellig etnisk baggrund, klasse, køn og seksualitet i forhold til driften af teaterscenerne og indholdsproducenter –  det vil sige dramatikerne, instruktørerne, iscenesætterne, dramaturgerne, performerne og skuespillerne – det handler også om at sikre en mangfoldighed af scenekunstneriske genrer, formater og indhold. Og sidst, men ikke mindst, handler det om at nå ud til nogle publikumsgrupper, som endnu ikke føler, at de kan relatere til scenekunsten.

Hvordan kan man sikre en større diversitet inden for scenekunsten, så den i højere grad skabes af, appellerer til og afspejler en bredere del af befolkningen? Hvordan sikrer vi, at skævvridningen omkring køn, etnisk baggrund, klasse og seksualitet udjævnes, når det drejer sig om teaterdirektører, lederposter, instruktører, dramatikere m.v.? Hvad er det for fortællinger, der bliver fortalt i teatret i dag? Hvordan muliggør vi, at andre og nye stemmer kommer til? Hvordan sikrer vi, at der kommer en større variation i former og formater, når det gælder scenekunst, så scene-sal-konstruktionen udfordres?

Flere mænd end damer
Som det er nu, opfordres enhver statslig institution inden for EU til at lede sine institutioner ud fra gældende retningslinjer om mainstreaming, dvs. aktivt arbejde for at udbedre den kønsmæssige skævvridning (se her).

Det har de gjort i Sverige i en årrække, men herhjemme bliver der straks talt om, at der først og fremmest skal tages hensyn til “kunstnerisk kvalitet”, når nødvendigheden af at fremme diversiteten inden for scenekunsten tages op – typisk af enkelte scenekunstnere. Men det er ofte blot en dårlig undskyldning. Det handler om at engagere flere forskellige typer af professionelle personer inden for scenekunst, som vil bidrage til mangfoldighed, men som bare ikke rigtig får engagementer nu.

Ifølge den danske ligestillingslov er diversitet lige netop lig med kvalitet, fordi man gennem diversiteten får den brede talentmasse i spil, hvilket ligestillingsloven vurderer som afgørende for kvaliteten af dansk kultur (ligestillingsloven § 4).

Demokratisk problem
Noget af det første, en ny regering kunne tage fat på, kunne derfor være at kortlægge diversiteten. Og samtidig indføre konkrete tiltag, potentielt med konsekvenser for de institutioner, der ikke gør noget for at bidrage til at fremme diversitet.

Det er et demokratisk problem, når scenekunsten ikke henvender sig bredt til og afspejler hele befolkningen. Hvordan ville det være, hvis teatre var åbne institutioner, der henvendte sig til alle aldersgrupper, køn, seksualiteter, etniciteter og sociale baggrunde? Diversitet angår både selve driften af huset og det, der foregår på scenerne, samt hvem der sidder i salen.

Det handler om at holde sig for øje, at "scenekunst” består af mange slags sceniske udtryk. Det handler om, at de statslige støtteordninger på scenekunstområdet kan være med til at sikre et scenekunstmiljø, som giver mulighed for, at mange forskellige slags scenekunst kan sameksistere og inspirere hinanden.

 

debat@altinget.dk