S: Stem på kulturen

DEBAT: Der er mange gode grunde til at stemme på kulturen, selvom det ikke står højt på dagsordenen til kommunalvalget. "Kulturen gør det værd at leve i kommunen," skriver Mogens Jensen, kulturordfører for Socialdemokraterne.

Af Mogens Jensen (S)
Kulturordfører 

Den 25. september bragte Altinget | Kultur en måling af danskernes prioriteter ved kommunalvalget.

Altinget | Kultur spurgte, hvilke to politikområder der vil være de mest afgørende, når danskerne sætter sit kryds 19. november 2013.

Blot 4,8 procent af deltagerne i undersøgelsen pegede på kulturpolitikken. Konklusionen fra forskeren Roger Buch var klar: Hverken vælgere eller lokalpolitikere finder det relevant at diskutere kulturpolitik i valgkampen.

Kommuner bruger mest på kulturen
Når man betragter valgkampen, er det da også småt med kandidater, der helst vil diskutere kulturpolitiske visioner.

De kandidater, der er mest ivrige efter at diskutere kulturpolitik, er ofte kandidater fra den yderste højrefløj. Konservative, liberalister eller kandidater fra Dansk Folkeparti, der mener, at alle kulturudgifter er af det onde.

Tag blot De Konservatives folketingskandidat og tidligere ungdomsformand Rune Kristensen, der her i Altinget | Kultur har foreslået, at man helt afskaffer støtte til kunst og kultur.

Det er mere ”hardcore” borgerlig politik, lader han forstå.

Kommunerne bruger samlet set over 6 milliarder kroner på kultur om året. Det bliver til næsten 10 milliarder kroner, hvis man medregner idræt og folkeoplysning.

Kommunerne bruger altså flere penge på kultur end staten, der afsætter cirka 6,5 milliarder kroner årligt til kulturministeriet.

Den kommunale støtte til biblioteker, scenekunst, museer, idrætsanlæg, musikskoler og spillesteder er helt afgørende for, at der er kulturtilbud i hele landet.

Velfærd betyder meget
Alligevel fylder kulturen meget lidt på den politiske dagsorden.

Kommunalpolitikerne diskuterer folkeskolen. De diskuterer ældreplejen, og de diskuterer det lokale erhvervsliv.

Ingen tvivl om, at kommunalvalget for de fleste forældre handler om deres børns skoler.

Ligeledes betyder det meget for de fleste af os, at vi giver vores ældre en anstændig alderdom, og vi ved, at det er kommunalpolitikerne, der her sidder med det største ansvar.

Vi kan kun opretholde en høj offentlig service med gode skoler og anstændig ældrepleje, ved at der skabes arbejdspladser i kommunen.

Sociale klausuler, der kan skabe praktikpladser og gode vilkår for erhvervslivet, der kan tiltrække virksomheder, er derfor også helt naturlige emner på den politiske dagsorden.

Kultur er ikke bare lørdagsslik
Men kulturen hører også hjemme på den politiske dagsorden. Lytter man til den yderste kommunale højrefløj, kan man få det indtryk, at investeringer i kultur blot er penge spildt på tant og fjas.

De har den fejlagtige opfattelse, at kulturen er ligesom lørdagsslikket, som vi egentlig godt kunne skære væk, hvis vi tog os lidt sammen. Kulturen er dog ikke lørdagsslikket, der kan skæres væk.

Kulturen er selve saltet, der skaber balance i hverdagens måltider.

Det er kulturpolitikken, der giver vores kommuner identitet.

Der gør Fredericia til en musicalby og Brøndby til en fodboldkommune.

Det er investeringerne i kunst, musik og idræt, vi nævner, når vi skal fremhæve vores egen by over for andre – ikke om kommunen har sænket dækningsafgiften eller gennemført en vellykket ændring af skolestrukturen.

Kulturen giver synergier
For det er kulturen, der gør det værd at leve i kommunen. Dermed er kulturpolitikken også dybt integreret i de andre store politiske områder som skole, ældre og erhvervsliv.

Lad os bare tage folkeskolen som eksempel. Det styrker vores børns læring, når kunst og kultur inddrages i højere grad.

Psykolog Bjarne Sode Funch har således vist, at børns møde med professionel kunst i undervisningssammenhænge udvikler børnene både fagligt og personligt.

De får et større og mere nuanceret ordforråd, mere selvværd og bedre samarbejdsevner.

Ikke mindst i forhold til vores erhvervsliv er kulturen vigtig.

Enhver kommunes evne til at tiltrække virksomheder og nye ressourcestærke borgere hænger uløseligt sammen med, hvor attraktivt det er at bo i kommunen.

En kommune skal ganske enkelt have ordentlige kulturtilbud og gerne en visionær politik på området, før nye borgere vil slå sig ned og kalde den deres nye hjem.

Er man kandidat ved kommunalvalget med stærke kulturpolitiske visioner, skal man derfor ikke være bange for at ytre dem.

Selvom meningsmålingerne og forskerne siger, at der ingen stemmer er i kulturpolitik, fortjener kulturen alligevel en plads på dagsordenen ved kommunalvalget.


Forrige artikel Løgn på løgn om Europas fortælling Løgn på løgn om Europas fortælling Næste artikel Et højskoleophold får unge i uddannelse Et højskoleophold får unge i uddannelse