S: Provinsen kan se frem til mindre kultur

DEBAT: Danskerne kan med regeringens varslede kulturbesparelser se frem til både færre og dårligere kulturtilbud i hele landet, skriver Mogens Jensen (S). 

Af Mogens Jensen (S)
Kulturordfører 

Danskerne møder kulturpolitikken hver dag. Når de spiller fodbold med vennerne på de kommunale baner. Når de låner børnebøger på biblioteket. Når de tænder for TV2 for at se det seneste afsnit af Norskov.

Kultur er ikke noget fjernt fra borgerne. Det er ikke noget, der foregår ovre i København, og som det kun er få, der har adgang til. Nej, kultur er velfærd – og kulturpolitikken er en helt integreret del af det danske velfærdssamfund, som vi har opbygget det.

Alt for ofte oplever man i kulturdebatten, at det kommer til at handle om de statslige kulturtilbud i hovedstaden. Men størstedelen af den offentlige støtte til kultur er ikke statslig. Den er kommunal. Og danskerne møder oftere kommunens kulturtilbud end statens.

Det er selvfølgelig vigtigt, at vi diskuterer kulturen i hovedstaden. For Danmark skal have en hovedstad – også når det gælder kultur. For Socialdemokratiet er det vigtigt, at vi har en elite og sikrer høj kvalitet. At vi for eksempel har et Kongeligt Teater, der kan sætte standarden højt og lave nogle af de store teaterproduktioner. Jeg tror, at det gavner hele teatermiljøet. Og derfor skal man også passe på med at gøre bredde og elite til modsætninger. Uden eliten er der ikke erfaringer og inspiration, der føres videre ud til bredden. Og uden bredden er der ingen at rekruttere til eliten. Det vigtige er at finde balancen.

Kultur uden for hovedstaden 
Men jeg vil her fokusere på den del af kulturen, der ikke er baseret i hovedstaden. Nogle gange lyder det, som om provinsen er et kulturelt u-land, men det er helt forkert. Der bør være større respekt for de lokale kulturmiljøer, som gør det rigtigt godt. Der er sket en kolossal udvikling. Det skal vi huske på Christiansborg og bidrage til at understøtte.

Det er en mærkesag for mig, at alle i Danmark har adgang til kultur. Uanset alder, indkomst, uddannelse og postnummer. Derfor vil jeg også gerne kvittere for, at den nye kulturminister deler målsætningen om kultur til hele landet. Modsat tidligere borgerlige kulturministre har Bertel Haarder (V) ikke varslet kulturkamp. Hans kulturpolitiske projekt har vi stadig til gode at få præsenteret her efter regeringens første 100 dage, men han har klart markeret et ønske om at få kultur ud til hele landet.

Men når jeg har kvitteret for kulturministerens målsætning, bliver jeg nødt til også at skose ham for hans resultater.

Dræner kultur i provinsen 
Dommen over regeringens første 100 dage må være, at danskerne i hele landet kan se frem til mindre kultur. Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen har med omprioriteringsbidraget bedt kommunerne skære ned år for år. Og mon ikke en del af de besparelser også risikerer at ramme kulturen.

Oven i hatten har Claus Hjort Frederiksen bedt Bertel Haarder skære i statens udgifter til kultur. Og som Bertel Haarder selv siger, så er han ”besjælet af den spejderånd, som en minister skal have”. Spejderdrengen Bertel Haarder er åbenbart stærkere end kulturministeren Bertel Haarder. For med regeringens finanslovsforslag for 2016 er det tydeligt, at Bertel Haarder har fundet spejderkniven frem og med stor ivrighed svinger den over de statslige støttekroner til kultur i provinsen.

Vi kender stadig ikke de endelige tal. Men formentlig er det mindst 200 millioner kroner over de næste fire år, som provinsens kulturinstitutioner får frataget. Det er det største dræn af kulturen i provinsen i nyere tid og kommer til at betyde dårligere kulturtilbud til danskerne i Jylland, Fyn, Sjælland og Bornholm.

Forrige artikel Alternativet: Drop det hierarkiske kultursyn Alternativet: Drop det hierarkiske kultursyn Næste artikel DF: En svækket hovedstad styrker ikke provinsen DF: En svækket hovedstad styrker ikke provinsen