Rund højskole-liberal indtager kulturen

NY MINISTER: Liberal Alliances første kulturminister Mette Bock har en lang erhvervskarriere bag sig. Hun beskrives som en seriøs og behagelig politiker, der ikke er så ideologisk, at det gør noget.

Den nye kultur- og kirkeminister, Liberal Alliances Mette Bock, er på en måde antitesen til sin forgænger, Venstre-koryfæet Bertel Haarder.

Haarder har i mere end 40 år repræsenteret det samme parti, Venstre, på Christiansborg og i Europa-Parlamentet, og han slog for nylig rekorden som den minister, der samlet set har siddet længst. Samtidig har han ikke haft et civilt job, siden han stoppede som seminarieadjunkt i 1975.

Mette Bock derimod har været folketingskandidat for hele tre forskellige partier – først SF, siden Radikale og senest for Liberal Alliance, som hun har repræsenteret i Folketinget siden 2011. Og så har hun en lang karriere uden for Slotsholmen bag sig. Senest som programdirektør i Danmarks Radio og før det blandt andet som chef for JydskeVestkysten og Muskelsvindfonden.

Trods forskellighederne er der dog også meget, der samler dem, var de to enige om, da Haarder mandag overdrog kulturstafetten til Bock.

“Jeg ved, at der måske ikke bliver den store politikændring, for vi har været enige om rigtig meget,” konstaterede Bertel Haarder og tilføjede, at hans afløser både har “kærlighed og forstand”, når det kommer til kultur.

“Når nu det skulle være, så var jeg glad for, at det var dig,” understregede Bertel Haarder, der egentlig gerne var blevet i jobbet, over for Mette Bock, der omvendt applauderede sin forgænger.

“Jeg synes, at du har været en fremragende minister, og jeg synes, at vi er åndsfæller på mange måder,” sagde Mette Bock til Bertel Haarder foran de medarbejdere og kulturaktører, der var mødt frem til ministeroverdragelsen i Kulturministeriet.

Skal ruske op
Mette Bock får som kulturminister til opgave at sælge TV 2, sænke licensen og målrette og prioritere både Danmarks Radios aktiviteter og de statslige kulturbevillinger.

“Kulturstøtten er i dag fuldstændig fastlåst,” argumenterede hun mandag over for Altinget.

“De ting, vi gør i dag, har været fastlåst siden 1960’erne og 1970’erne, og hver gang vi vil gøre noget nyt, så er det umuligt at finde pengene, fordi de er låst. Vi vil gerne have luft til at støtte nyt. Ellers bliver kulturpolitikken udelukkende at konservere.”

Hvem skal have mere, og hvem skal have mindre?

“Jeg ventede bare på, at du stillede det spørgsmål, men det kan jeg selvfølgelig ikke forklare dig.”

I forhold til salget af TV 2 er det Mette Bocks håb, at der "relativt hurtigt" kan "komme styr" på igangværende retssager, for "det er klart, at man ikke kan sælge, før det er på plads”.

Behagelig at være uenig med
På Christiansborg anses Mette Bock for at være relativt vellidt af både med- og modstandere.

Som Enhedslistens Christian Juhl forklarer:

“De fleste af os politikere vil gerne bare snakke og lade andre høre på os. Men Mette Bock vil gerne have en reel dialog med mennesker.”

Han har siddet i flere forskellige udvalg med Mette Bock, ligesom de begge er medlem af præsidiet, hvorfra Mette Bock dog nu udtræder. Det betyder, at de i kraft af deres præsidielejligheder i Christiansborgs ridebanefløj er naboer.

“Mange af mine spørger, hvordan det er at bo ved siden af sådan en liberalist. Men det går nu meget godt. Vi kan godt finde på at banke på døren hos hinanden, hvis vi har brug for at vende noget,” fortæller Christian Juhl, der understreger, at han politisk er stærkt uenig med Mette Bock om langt det meste.

“Men Mette Bock er et behageligt menneske at være uenig med. Når nu det ikke kunne være anderledes, end at vi skulle have en borgerlig regering, så er hun formentlig den mest kvalificerede på det nye hold,” siger Christian Juhl.

Han har i enkelte spørgsmål i præsidiet og om blandt andet Sydslesvig fundet fælles fodslag med den nytiltrådte kulturminister, og han mener godt, at han momentvis kan ane hendes fortid på venstrefløjen.

“I enkeltspørgsmål kan man godt mærke, hvor hun kommer fra. Samtidig er det dejligt, at hun sjældent starter en diskussion med den ideologiske forhammer,” siger Christian Juhl og fortsætter så:

“Hun starter hellere med en sang fra højskolesangbogen, og så kan man tage dialogen og se, hvor det ender henne.”

Højskole
At det lige er højskolesangbogen, er ikke tilfældigt. Mette Bock har nemlig en længere forbindelse til højskoleverdenen og var fra 2009 til 2015 medlem af bestyrelsen for Testrup Højskole.

Her glæder rektor Jørgen Carlsen sig over udnævnelsen af Mette Bock som kulturminister – og dermed også minister for højskolerne.

“Mette Bock er meget seriøs og hårdtarbejdende og er optaget af, at højskolerne skal have en røst. Hun var et godt medlem af vores bestyrelse,” siger Jørgen Carlsen.

Han ser Mette Bock som en jovial og hjælpsom person, der kæmper hårdt for sit område, men ikke ligefrem er en ideologisk hardliner.

“Og så er hun både højskolemenneske og storforbruger af kultur. Jeg tror, at hun vil klare det godt,” siger Jørgen Carlsen.

Flinkeskole
Mette Bock er valgt til Folketinget i Sydjylland. Her ser den lokale LA-formand med tilfredshed på hende som kultur- og kirkeminister.

“Det er to områder, som hun har et stort kendskab til og engagement omkring,” siger storkredsformand Ole Havskov Jacobsen.

“Hun er meget vidende, elsket og engageret, og så går hun ind i folk med træsko på. Hun kan tale med høj som lav,” fortsætter han.

Den lokale partifælle har kun en enkelt finger at sætte på den nye kulturminister.

“Jeg driller hende af og til med, at der går lidt for meget flinkeskole i det. Men det mener hun jo ikke selv.”

Ud over kirke- og kulturområdet overtager Mette Bock også ministeransvaret for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland, der tidligere lå hos undervisningsministeren.

Forrige artikel Departementschef til Haarder: Du har beriget og bevæget os Departementschef til Haarder: Du har beriget og bevæget os Næste artikel Foreningsglæde: Ny regering arbejder videre med udlodningslov Foreningsglæde: Ny regering arbejder videre med udlodningslov