RUC-rektor skriver mindeord om sin afdøde forgænger Ib Poulsen (75)

Fhv. rektor for RUC 2009-14, dr.phil. Ib Poulsen, Snekkersten, er død, 75 år, og universitets nuværende rektor Hanne Leth Andersen skriver mindeord. "Han var et sprogmenneske med blik for relationer mellem mennesker og deres organiseringer, en skattet underviser og en omsorgsfuld kollega," hedder det.

Universitetsleder, humanist, medieforsker og kommunikationspioner, og først og fremmest et utroligt venligt og indsigtsfuldt menneske. Ib Poulsen var rektor for Roskilde Universitet fra 2009 til 2014.

Inden da var han institutleder og professor i dansk sprog og medievidenskab ved Institut for Kultur og Identitet.

Før han kom til RUC, var Ib Poulsen professor ved DPU efter at have været adjunkt og lektor ved KU. Hans doktorafhandling handlede om radiomontagen, og han var i sin forskning og også sin mangeårige rådgivning på DR dybt optaget af radio og radiofoniske udtryksformer.

Ib Poulsen var en pioner inden for danskfaget og med til at sætte fokus på medier og kommunikation og dermed udvikle nye fagligheder med udgangspunkt i klassiske humanistiske dyder.

Han var et sprogmenneske med blik for relationer mellem mennesker og deres organiseringer, en skattet underviser og en omsorgsfuld kollega.

Som rektor var han engageret i at skabe samarbejde, både internt på universitetet og udadtil, ikke mindst med Region Sjælland. Han tog rundt til regionens borgmestre og virksomheder og lagde grunden til det samarbejde, som i dag er en selvfølge for både RUC og regionen.

Det var også Ib, der sørgede for, at de studerende fik deres eget studenterhus på campus.

Det føles tomt at vide, at Ib ikke er her mere. Vi er mange, der har delt gode stunder, møder, seminarer og årsfester med ham.

Ib skabte ro omkring sig med sin venlighed og jyske jordforbindelse. Han opsøgte ikke konflikter, men han stod dem igennem og søgte både kompromiset og den faglige udvikling. Ingen, som har arbejdet sammen med Ib, har undgået at mærke hans hjertevarme og oprigtige interesse for sine kolleger og medmennesker i det hele taget.
 

Forrige artikel Forfatter, cellist og historiker er blandt årets modtagere af Statens Kunstfonds arbejdslegater Forfatter, cellist og historiker er blandt årets modtagere af Statens Kunstfonds arbejdslegater Næste artikel V-folketingskandidat erstattes som formand for tv-station