Rettelse: Fejl i debatindlæg om DR's arkiv

Altinget bragte 21. august et debatindlæg, der argumenterede for fri og gratis adgang til DR's arkiver. Indlægget forvekslede imidlertid DR's interne mediearkiv med DR's arkivindhold. Altinget beklager fejlen.

Altinget er efter publiceringen af Niels Frid-Nielsens debatindlæg med overskriften ”DR skal åbne sit mediearkiv. Det er fyldt med sjofle bemærkninger, intriger og snavs” blevet gjort opmærksom på, at det ikke er det såkaldte mediearkiv med blandt andet råbåndsmateriale, der skal gøres offentligt i forbindelse med medieaftalen. Der er derimod tale om DR's arkiv, der indeholder gamle færdigproducerede radio- og tv-udsendelser.

Der er derfor ikke belæg for Niels Frid-Nielsens påstand om, at ”sjofle bemærkninger, intriger, eder, forbandelser og anden snavs” risikerer at blive offentliggjort med den nye medieaftale. I indlægget fremgår det også, at det vil ”kræve en del administration at gøre mediearkivet tilgængeligt for befolkningen. Mange optagelser er arkiveret under kryptiske titler, forkortelser og datoer”. Her er der igen tale om en forveksling mellem det interne mediearkiv og DR's arkiv med gamle udsendelser.

Altinget har efterfølgende rettet indlæggets overskrift og indsat en rettelse øverst i brødteksten.

Se indlægget her.

Forrige artikel Ny temadebat: Hvordan skal vi reformere kulturområdet? Ny temadebat: Hvordan skal vi reformere kulturområdet? Næste artikel Organisationer: Kulturministeren bør fremrykke lovede ændringer af ophavsretten Organisationer: Kulturministeren bør fremrykke lovede ændringer af ophavsretten