R: Gadeidrætten skal have en del af tipsstøtten

DEBAT: Radikale Venstre vil give gadeidrætten nogle bedre rammer. Partiets kulturordfører, Marlene Borst Hansen, foreslår konkret at give gadeidrætten en selvstændig del af tipsstøttemidlerne.

Af Marlene Borst Hansen
Kulturordfører i Radikale Venstre

I øjeblikket er kulturministeriet ved at udarbejde en ny plan af tipsmidlernes fordeling. Det er Radikale Venstres ønske at oprette en selvstændig pulje til gadeidrætten.

Gadeidrætten kan noget andet end de traditionelle organiseringer, og dette bør vi støtte ved at oprette en selvstændig pulje, denne paraplyorganisation kan råde over.

Dermed bakker vi op om den model, mere end 20 små og store gadeidrætsorganisationer har foreslået kulturministeriet.

Vi kan med stolthed se tilbage på over hundrede års foreningsorganisering af vores idræt.

Vores livskvalitet og vores lokalliv har meget at takke de mange frivillige kræfter og de paraplyorganisationer, der har drevet og organiseret denne idræt.

DGI, DIF og Dansk Firmaidrætsforbund modtager da også hver især deres andel af tipsmidlerne som en måde at understøtte deres flotte indsats.

Bedre rammer til gadeidrætten
Men over de senere år har en ny form for idræt også vist sit værd.

I gadeidrætten kan man mødes i uformelle fællesskaber i det helt lokale nærområde, hvor det sociale bliver prioriteret over kampen om at komme på førsteholdet.

Samtidig har vi set, at gadeidrætten appellerer til en anden gruppe af idrætsudøvere. Ofte unge, der ikke har lyst til at være med i håndbold- eller fodboldklubben med dens institutionalisering, men hellere vil dyrke sociale uformelle fællesskaber på gadeplan.

Vi har især set gadeidrætten blomstre i de store byer. Men det halter i en lang række kommuner landet over, der ellers ønsker at udnytte gadeidrættens potentialer.

Vi skal også give disse områder muligheden for at give deres borgere bedre rammer til gadeidrætten.

Vi har brug for plads til at dyrke idræt på, og vi har brug for at inspirere folk til til at bruge byen.

Streetbasket, skate, parkour, osv. Alle kan bruge byen. Alle kan være med. Og det skal ikke kun være forundt borgerne i de store byer.

Mange af de sportsdicipliner, der i dag dyrkes i sportsklubberne, er opstået parallelt med udbredelsen af industrisamfundet.

Sporten var med til at danne befolkningen og dermed også arbejdsstyrken, og sportens organisering bar præg af meget faste strukturer, regler og rutiner.

Gadeidræt kan skabe vækst
I dag er industrisamfundet blevet til videns-, service- og netværkssamfundet – kært barn har mange navne.

Fælles for disse er, at evnen til at tænke kreativt og skabe netværk er essentielt, hvis vi som samfund skal lykkes i en global kontekst.

Og lige netop netværk og kreativitet er gadeidrætten stærk på – tænk blot på skateren, som sms'er venner sammen på pladsen, hvor en gammel ølkasse og en valgplakat bliver til ramper, man kan lave fly-out fra.

Derfor ønsker Radikale Venstre at støtte udviklingen af gadeidrætten og sikre nogle rammer, der kan sikre både udvikling og udbredelse.

Jeg er overbevist om, at hvis gadeidræt støttes på lige fod med den øvrige idræt herhjemme, vil det få gadeidrætten til at blomstre op og blive det vækstlag, hele idrætten fortjener.

Forrige artikel Tættere samarbejde mellem idrættens organisationer Tættere samarbejde mellem idrættens organisationer Næste artikel Lugten af sur (kultur)-madpakke Lugten af sur (kultur)-madpakke