Pia Kjærsgaard: Danmarkskanon er et kighul til folkesjælen
DEBAT: Kulturarven er et lands hovedpulsåre, og derfor er den så vigtig at formidle til især nye borgere. En Danmarkskanon er kun et udsnit, men hvis vi ikke tør at udvælge bestemte dele, bliver alt ligegyldigt, skriver Pia Kjærsgaard (DF).
Af Pia Kjærsgaard (DF)
Folketingets formand
Jeg lider ikke af kanonskræk. Derfor hilser jeg naturligvis kulturminister Bertel Haarders (V) initiativ om en Danmarkskanon velkommen.
Denne gang er befolkningen endda inviteret til at komme med forslag til, hvad der skal med. Jeg håber virkelig, at mange benytter sig af at byde ind med netop deres bud på, hvad det er, vi som danskere er rundet af, og som gør vores land og folkestyre helt sit eget.
Jeg har for ganske nylig budt velkommen til 2200 nye statsborgere til den årlige statsborgerfest, som Folketinget holder hvert får for alle de borgere, som fik dansk statsborgerskab i det foregående kalenderår. Det foregår i et stort festtelt på Christiansborg med taler, underholdning og åbent hus i Folketinget bagefter.
I ord, billeder, musik, sang og dans folder en mikro-kanon sig ud på scenen i den time, som underholdningen varer.
Uden kanon er alt lige gyldigt
Det vil altid være et udsnit og det vil en stor Danmarkskanon også. Men det er et udsnit, som giver et godt sted at starte. Bliver man glad for en forfatter eller en musiker, kan man gå på opdagelse i deres øvrige værker. Bliver man optaget af en bestemt tidsperiode, kan man gå på opdagelse i, hvad der ellers skete i den periode. Det at have valgt noget ud, udelukker ikke noget andet og lukker heller ingen ude. Men hvis ikke man tør at vælge og drage noget frem, bliver alt lige gyldigt og dermed ligegyldigt.
Som formand for Folketinget skal jeg ofte fortælle om det danske folkestyre og om, hvad det er for en størrelse. Den fortælling bliver længere og længere, for man kan jo blive ved med at folde det danske folkestyre ud og i virkeligheden kan man jo slet ikke gå uden for sin dør uden at træde ind i det. Folkestyret er overalt: I daginstitutionerne, i folkeskolen og på arbejdspladserne. På biblioteket, i fodoldklubben og på musikfestivallen. I bestyrelser, på repræsentantskabsmøder og i elevråd.
Og det hele er vævet sammen som en af Bjørn Nørgaards gobeliner i Dronningens repræsentationslokaler på Christiansborg i én stor buket af historie, kultur, kristendom, videnskab og demokrati.
Et kighul til folkesjælen
Vores kulturarv er noget helt specielt. Hver dag bevæger vi os i bogstaveligste forstand igennem den: Bygninger, vi ser på vores vej, musik vi lytter til i radioen, parker, vi går tur i om søndagen og godnathistorier, vi læser højt for børn eller børnebørn. Vi tænker måske ikke i det daglige over, hvor vigtig og rig kulturarven er. Men når vi f.eks. bliver vidne til, hvordan Islamisk Stat har vandaliseret verdenskulturbyen Palmyras ruiner, statuer og museer, forstår vi pludselig, hvad kulturarv betyder. Det gør jo nærmest fysisk ondt på én, når man ser tilhængere af Islamisk Stat gå amok med en muggert på et historisk museum.
Kulturarven er et lands hovedpulsåre og derfor er den så vigtig at samle og formidle til især nye borgere. Det er kighullet ind til den danske folkesjæl. Jeg glæder mig meget til at se og opleve det færdige resultat af den nye Danmarkskanon.
Bibliotekschef: Haarders kanon må ikke blive nationalistisk
Abdel Aziz Mahmoud: Derfor skal public service med i Danmarkskanon
