DMF: Regeringens finanslovsudspil er katastrofalt for orkestrene

DEBAT: De danske orkestre bløder efter ti års sparekurs. Alligevel lægger regeringen i sit finanslovsudspil ikke op til at afskaffe omprioriteringsbidraget på kulturområdet. Smertegrænsen for orkestrene er nået, skriver Anders Laursen og Søs Nyengaard.

Af Anders Laursen og Søs Nyengaard
Hhv. formand for Dansk Musiker Forbund og formand for Landsdelsorkester Musikernes Fællesråd samt hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Musiker Forbund

Musikken skaber sammenhængskraft i samfundet og lærer os mennesker at spille sammen. Tag eksempelvis vores orkestre. Ud over at skabe smuk musik viser de resten af Danmark vejen til, hvordan man står sammen og spiller sammen.

At 60-100 højtspecialiserede og professionelle mennesker starter, spiller og slutter sammen med en præcision på en tiendedel af et sekund, er ganske unikt.

Alligevel prioriterer politikerne fortsat ikke den kultur, der styrker sammenhængskraften i vores land. Onsdag 2. oktober fremlagde regeringen sit udspil til næste års finanslov, og trods løfter om at ville sætte en ny retning for Danmark lægges der ikke op til en afskaffelse af omprioriteringsbidraget på kulturområdet.

Det er ikke godt – det er ganske enkelt lidt af en katastrofe for danske orkestre og andre kulturinstitutioner, som bløder efter ti års sparekurs.

Kvalitet kræver økonomisk stabilitet
Især landsdelsorkestrene – og i særdeleshed Copenhagen Phil – lider under besparelserne og er pressede i forhold til opgaven med at levere musik og kunst på højeste niveau.

Copenhagen Phil er udsat for en urimelig negativ økonomisk særbehandling, på trods af at orkestret i flere henseender har udstukket nye og spændende retninger i sin måde at nå publikum på.

Økonomisk stabilitet er fundamentet for at kunne planlægge – og dermed for at kunne sikre, at orkestrene kan præstere på højeste niveau og udvikle sig. En hurtig afskaffelse af omprioriteringsbidraget er eneste vej frem.

Orkestrene skal drives og organiseres fornuftigt med en balance mellem de kunstneriske ambitioner og de økonomiske rammer. Efter flere år med omprioriteringsbidraget kæmper orkestrene med at finde en balance mellem de ressourcer, der er til rådighed, og de krav, der stilles fra statens og kommunernes side. Smertegrænsen er nået og overgået.

Kunst skal være for de mange
Musik og kunst skal være for de mange og altid på højeste niveau.

Men bredde og kvalitet i kulturudbuddet fordrer, at det offentlige er en stor og vigtig bidragyder. Kulturen samler vores land og giver os identitet.

Så derfor kære regering, følg de mange tilkendegivelser fra mange sider af folketingssalen: Stop omprioriteringsbidraget på kulturområdet, og vis os, at I vil sætte en reel ny kurs for Danmark, hvor sammenhængskraft og fællesskab er kommet for at blive, og kvalitet er i højsædet.

Forrige artikel KD til DR: I svigter jeres ansvar, når I ikke dækker politik uden for storbyen KD til DR: I svigter jeres ansvar, når I ikke dækker politik uden for storbyen Næste artikel Stine Bosse: Sæt skattejagten ind på techgiganterne Stine Bosse: Sæt skattejagten ind på techgiganterne