Mette Bock: Jeg vil da opfordre til, at skarnsungerne træder frem

REPLIK: Det er korrekt, at man ikke kan undlade at tale økonomi i kunst- og kulturdebatten, men kunsten kan meget andet. Det er mit ståsted, skriver Mette Bock (LA) i modsvar til en kommentar af Hanne-Vibeke Holst.

Af Mette Bock (LA)
Kulturminister og kirkeminister

Kære Hanne-Vibeke, tak for din kommentar på Altinget. Jeg ville lyve, hvis jeg benægtede, at den berører mig og giver stof til eftertanke. 

Det er ikke min hensigt at være hverken “arrogant”, såkaldt “ultraliberalist”, “drømmeminister” eller “minister for nedbrydning af broer”, som du betegner mig. Men det er din vurdering, og det må jeg selvfølgelig respektere, for uden gensidig respekt kan man ikke føre en samtale. 

Mon ikke kritikken havde fundet vej alligevel?
Du kritiserer, at jeg rejser rundt i landet og besøger kulturinstitutioner og kulturprojekter, at jeg har været på en generationsrejse som optakt til medieaftalen, at jeg omtaler og glæder mig over besøgene på Facebook, og at temaet på årets Røddingmøde har været Kunst og civilsamfund.

Det er du i din gode ret til, men mon du havde været mildere sindet, hvis jeg holdt mig til ministerkontoret og undlod at bevæge mig udenfor Christiansborg? 

Der er ikke tale om at smyge ansvaret fra sig, tværtimod
Der er et par af dine påstande, som jeg ikke forstår baggrunden for, men gør mig gerne klogere. Hvilket ansvar er det, jeg smyger af mig? Og hvorpå bygger du udsagnet om, at jeg er “træt af” kunstnere? 

Jeg har ikke på noget tidspunkt bedt kunstnere om at lade være med at tale om økonomi. Tværtimod anerkender jeg, at økonomi og ressourcer har betydning, og jeg stiller op til enhver diskussion herom, for jeg påtager mig et medansvar for regeringens samlede prioriteringer.

Det gjorde jeg i forhold til sidste års finanslov, og det gør jeg i forhold til det finanslovsforslag, der præsenteres snarest.

Alle burde tage del i debatten – også ”skarnsungerne”
Det, jeg opfordrer til, er i al sin enkelhed, at kulturdebatten også kommer til at handle om andet end økonomi og nytteværdi. Jeg “kræver” selvfølgelig ikke, at kunstnere i højere grad deltager i den generelle samfundsdebat.

Det ville være absurditet i et frit samfund. Men jeg tillader mig at udtrykke et håb og en opfordring. Det er et ønske, der bygger på den overbevisning, at et demokrati får mere fylde og substans, når det bygger på pluralisme og dermed mange forskellige stemmer.

Også kunstneres, så forskellige I end er. Du er selv et fint eksempel herpå i den forstand, at du har deltaget i samfundsdebatten gennem mange år. Gennem dit forfatterskab, men også på andre måder, og det skal du have tak for. 

Jeg ved ikke, hvem det er, du kalder for skarnsunger. Det er din betegnelse, ikke min. Men skulle der være nogle skarnsunger, vil jeg da opfordre dem til at træde frem.

Som bekendt lærte skarnsungen Emil fra Lønneberg os allesammen en masse – og endte såmænd med at blive borgmester.

Forrige artikel Dansk Teater: Fonds- og statsstøtte er to sider af samme mønt Dansk Teater: Fonds- og statsstøtte er to sider af samme mønt Næste artikel Mette Bock: Kulturmødet Mors er en anledning til refleksion og samtale Mette Bock: Kulturmødet Mors er en anledning til refleksion og samtale