Mette Bock aflyser tur til Rusland: ”Min krop kan kun være ét sted ad gangen”

AFBUD: På grund af intensive forhandlinger har kulturminister Mette Bock (LA) besluttet at aflyse sin rejse til Rusland. Nu tager en anden minister af sted.

En ministerrejse, der ellers har været stærkt debatteret i den seneste tid, bliver nu alligevel ikke til noget.

Kulturminister Mette Bock (LA) har aflyst sin VM-rejse til Rusland på grund af medieforhandlingerne.

Det skriver ministeren på Facebook.

I stedet bliver det minister for fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen (V), der tager af sted som regeringens officielle repræsentant.

"Jeg hepper på, at Danmark sikrer sig fortsat deltagelse i VM og vil i givet fald gøre, hvad jeg kan for at overvære en senere kamp," skriver Mette Bock på Facebook.

En omdiskuteret rejse
Kulturministerens rejse til Rusland har skabt en del røre blandt politikerne på Christiansborg, og flere ordførere, herunder Naser Khader (K), har opfordret Mette Bock til at blive hjemme.

Og den konservative ordfører mener fortsat, at officiel deltagelse fra dansk side er en dårlig idé.

”Vi skal ikke være repræsenteret fra officiel side, uanset hvem det er. Ved at sende en officiel repræsentant blander vi sport og politik sammen. Vi skal lade sport være sport og blande politik udenom,” siger Naser Khader til Altinget.

Men minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen er ikke enig med ham. 

”Jeg har ikke nogen møder eller ser nogen russiske repræsentanter overhovedet. Jeg er der udelukkende til sportsbegivenheden, og det er vigtigt, at det officielle Danmark bakker op og anerkender den indsats, landsholdet gør,” siger hun til Altinget.

Langtrukne medieforhandlinger
Dette års medieforhandlinger, som er årsagen til, at Mette Bock bliver hjemme, har vist sig svære at lande.

I fredags meddelte Socialdemokratiet, at de ikke længere var en del af forhandlingerne, og dermed ser det ud til at blive et smalt forlig mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Men heller ikke forhandlingerne med Dansk Folkeparti har vist sig ukomplicerede. Fredag aften måtte regeringen droppe sine planer om at sælge 40 procent af TV 2, som ellers var regeringens ambitioner. 


Artiklen er opdateret klokken 12.16 med kommentar fra Naser Khader (K), og 15.57 med kommentar fra minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Eva Kjer Hansen (V).

Forrige artikel Regeringen opgiver salg af TV 2 Regeringen opgiver salg af TV 2 Næste artikel Kan en ny musiktjeneste levere beatet til en demokratisk erhvervsrevolution? Kan en ny musiktjeneste levere beatet til en demokratisk erhvervsrevolution?